Kongelys
Kongelys, Filtet/Filtbladet Kongelys
(Verbascum thapsus)
Filtbladet kongelys
(billede af Forest & Kim Starr, CC BY 3.0)
Filtbladet kongelys er en op til 1,5 meter høj urt, der i Danmark vokser eksempelvis på strandoverdrev og i grusgrave. Den ligner uldbladet kongelys, men bladenes filt er grå (ikke gullighvid) og blomsterne har en krone, der højst er 2,5 cm bred. Den er også kaldt Filtet kongelys.
Den findes naturligt udbredt over et stort område mellem de Kanariske øer og det vestlige Kina og fra Middelhavet og op til Skandinavien og Sibirien. Den er naturaliseret i Nordamerika, hvor nybyggerne indførte den som lægeplante, og i Japan, Australien, New Zealand og Sydamerika. Den foretrækker lysåbne, gerne helt nøgne flader uden konkurrence fra andre planter, og den vokser bedst på rå og gruset jord.
I Danmark findes den hist og her i Østdanmark på strandoverdrev og skrænter, grusgrave og udyrket jord. (Kilde: Wikipedia)
Den kan se ud, som om den ikke er noget særligt – og så viser kongelys sig at have mange forskellige egenskaber……
Blomsterne kan farve tekstiler gule, og stængler og blade har fundet anvendelse som lunter, lysevæger og til fakler. (Kilde: Havehistorisk Selskab i Sorø)
Kongelys har også været brugt mod rotter og mus, og man sagde, at dyrene ikke kom igen, hvis de først havde lugtet planten. I Egense satte man derfor omkring 1870 en kongelysplante i et hjørne af laden. (Kilde: Medicinhaverne i Tranekær)
Indsmurt i dyretalg, har den tørre blomsterstand fungeret som fakkel ved fjerne tiders gæstebud, hvor osen og lugten har skabt en forventningsfuld stemning. Overhældt med lampeolie, er den stadig anvendelig som en flot lys-velkomst ved festlige lejligheder, hvor faklen efter sigende holder Fanden på afstand.
Frøene fra Filtbladet Kongelys, indeholder et bedøvende stof, der anfægter fisk, og har været brugt til fiskeri. Frøene indgik også i kærlighedsamuletter.
Plantens kraft er ifølge folketroen størst, hvis den havde vokset sig stor på en kirkegård, hvor den i heldige tilfælde kan findes på diget, med mindre en nidkær gartner har været der med giftkanonen først.
Førhen brugte lægerne de forskellige arter af kongelys, man brugte roden mod diarré og anvendte blade og blomster i badevandet. (Kilde: Middelalderhaven i Stege)
Kongelys har også været en særdeles brugt lægeplante. Christiern Pedersen skriver i 1533, at man mod forstoppelse kan lægge den knuste plante kogt i vand på anus. Saften af kongelys skal drikkes mod koldfeber [malaria].
Simon Paulli skriver i 1648, at planten anvendes mod tarmluft, lindrer hæmorroider, smerter i lysken, smertefuld stolgang [afføring] som følge af udskudt endetarm, idet man presser de kogte blomster af kongelys og kamille mod anus eller bruger kongelysblomster i et klyster. Saften af blade og blomster gnides på vorter, og blomstersaften fjerner rynker i panden på gamle piger. (Kilde: Vagn J. Brøndegaards Folk og Flora)
Også dyrene kunne nyde godt af de gode egenskaber fra kongelys:
Roden modvirker hoste og lungesyge hos kvæg og heste, og te af roden gives mod koens tuberkulose, mens afkog blandet med salt og bøgeaske bruges til vask af kreaturers udslæt.
Den revne rod blandet med mel feder høns og kapuner, hvis kød får en behagelig smag, og den tørrede og malede rod giver et godt fedefoder til fjerkræ. (Kilde: Vagn J. Brøndegaards Folk og Flora)
I dag er kongelys en af de meget anvendte planter mod hoste og katar i luftveje og bronkitis. Udtræk af blade og blomster bruges for at mindske slimdannelse i luftveje, og kongelys stimulerer ophostning af slim og meget gerne sammen med andre slimløsnende planter som f.eks. timian. (Kilde: Medicinhaverne i Tranekær)
Det er plantens slimløsnende egenskaber der gør den anvendelig mod hæshed, bronkitis, astma og kighoste. Kongelys er vanddrivende og beroligende og afhjælper betændelsestilstande i urinvejssystemet. (Kilde: Havehistorisk Forening i Sorø)
Også i middelalderen – og måske før? – kendte man til kongelys som medicin.
Henrik Harpestreng (1164-1244) skriver i sin urtebog, eller lægebog om man vil, kaldet ”Liber Herbarum” blandt andet om kongelys (filtbladet): ” Den er hed og tør, og fortynder tykke væsker og hjælper mod lårværk og sår på fødderne. Den renser ond væske, der kommer af kulde og fugt. Den renser skab.”
Henrik Smid (ca. 1495-1563) skriver i sin bog ”En Skøn Lystelig Ny Urtegaard” i 1546 blandt andet om kongelys (ganske vist uldbladet – Konge lius, Liusebrand): ”Stiller udvendig og indvendig smerte. Afkog drikkes mod koldfeber (malaria), og kogt med vin stiller det diarré og mod lungesot og hoste. Den kogte urt bruges som plaster ved øjensygdomme. Et destillat bruges mod rødme i ansigtet (secale forgiftning) og mod skab og sår.”
Hildegard af Bingen (1098-1179) skriver i sit skrift ”Physica” blandt andet om kongelys: ”Den, der har et svagt hjerte, eller er bedrøvet, bør koge kongelys med kød, fisk eller lave små tærter deraf uden andre urter. Det vil styrke hjertet og gøre en glad igen. Den, der har brystsmerter, skal komme kongelys med fennikel i god vin. Det skal drikkes tit og man bliver rask.”
Vidste du:
– at overtroen siger, at gnides hænderne med saft eller blomster fra kongelys kan man fange fisk med de bare næver…. Gnides hænderne med plantens saft eller blomsternes og de holdes i fiskevand, kommer fiskene svømmende til og kan gribes – frøene kastet i vand skal kunne bedøve fiskene.
– at man i Jylland tilbage i tiden mente, at hvis man lagde kongelys i køernes båse, ville køerne blive tossede
– at det tredelte lys, man tilbage i tiden tændte juleaften, i Sønderjylland hed et ”kongelys”
– at man kan lave te af kongelysblomster