Hestekastanje

Hestekastanje (Aesculus hippocastanum)

Hestekastanje i blomst
(billede af Sten, CC BY-SA 3.0)
Hestekastanjefrø
(billede af böhringer friedrich – Eget arbejde, CC BY-SA 2.5)

Hestekastanje (Aesculus hippocastanum) er et op til 30 meter højt, løvfældende træ med en tæt og højt hvælvet krone. Arten er i Danmark almindeligt plantet i parker og langs veje. De hvide blomster springer ud i maj og sidder samlet i store, oprette toppe, populært kaldet lys.
Stammen er kraftig og gennemgående. På ældre træer kan flere hovedgrene dog blive lodrette og stammeagtige. Barken er først rødbrun og glat med store, hesteskoformede blad-ar [mærke, som bladet efterlader i barken, når det falder af]. Senere bliver den mørkegrå, og til sidst sprækker den op i store flager.
Knopperne er modsatte og særdeles store. Fra det tidlige forår er de klæbrige og glinsende. Bladene er sammensatte og består af 5-7 meget store småblade. De er hver især omvendt ægformede med savtakket rand. Begge sider er friskt grønne. Høstfarven er gulbrun.
Blomsterne er hvide med gule pletter i svælget. De springer ud i maj og sidder samlet i store, oprette toppe. Frugterne er nødder, der sidder i piggede kapsler. De spirer meget villigt. Frugterne er ret giftige, men ædes gerne af drøvtyggere. Navnet hestekastanje fortæller netop, at kastanjen ikke er god at spise, da man i gamle dage brugte at sætte forleddet -heste foran madvarer af ringe værdi. Andre eksempler er: Hestemakrel og hestereje. (Kilde: Wikipedia)

Dette velkendte og statelige træ var ukendt for botanikere indtil omkring 1596, hvor det blev opdaget vokse på bjergskråninger i området, hvor grænserne til Grækenland, Albanien og det tidligere Jugoslavien mødes. Hestekastanje blev introduceret til Storbritannien i 1616. Får træet lov til at vokse frit, bliver det et storslået træ, og det er ikke overraskende, at det er meget plantet i parker, store haver, kirkegårde og grønne landsbyer. (Kilde: Keele University, Staffordshire, UK)

Der er lidt delte meninger om, hvornår hestekastanje blev indført i Danmark, men det menes at være omkring 1721, hvilket er lidt uden for Middelalderurters normale tidsperiode.
Og så alligevel …… Kastanje nævnes nemlig af Hildegard af Bingen, så træet har trods alt været kendt forskellige steder i Europa allerede i 1100-tallet. Og selv på dette tidlige tidspunkt blev kastanjefrø, som frugterne kaldes, brugt til medicin.

Hestekastanjen spiller ingen økonomisk rolle i det danske skovbrug, hvilket skyldes, at veddet ikke er særligt værdifuldt. Alligevel vil man tit finde enkelte kastanjetræer i skoven. De er enten plantet fordi de er smukke – eller fordi kastanjerne er gode som foder til vildtet.
Da kastanjerne er tunge og derfor ikke svæver langt væk fra modertræet, vil man ofte kunne finde selvsåede kastanjetræer i nærheden af gamle kastanjetræer. De små træer kan sjældent konkurrere med de andre træer i skoven.
Hestekastanjens ved er hvidt og temmelig blødt. Det har ingen kerne. Veddet er ikke særlig stærkt og det spalter let. Kastanjetræ bruges næsten ikke mere, men er tidligere blevet brugt til alt muligt: Køkkenborde, der kunne hvidskures, bygningstømmer, billedskærerarbejder, møbler, vogne, kasser og meget andet. Nu bliver fældede kastanjetræer for det meste bare brugt til brænde.
Kastanjerne er fulde af stivelse og gode som vinterfoder til hjorte. Derfor planter man tit træet i dyreparker. Tidligere indsamlede bønderne også kastanjer, fordi de skulle bruge dem som vinterfoder til deres køer og heste.

Hestekastanje blev indført til Danmark i 1721. Træet blev plantet i dyrehaver og parker, for at give foder til vildtet. Siden er træet også blevet plantet til pynt i skove og langs veje – og det findes også enkelte steder vildtvoksende i skoven. (Kilde: Skoven i skolen)

Men når træet ikke er særlig brugbart, og man ikke kan spise frøene/frugterne, fordi de indeholder blandt andet saponin (sæbestof) – hvad kan man så bruge det til?
Jo, først og fremmest er de mørkebrune frø pæne at se på. De er ofte meget blanke, når de er friske, og kan derfor bruges som en flot dekoration, enten alene eller sammen med efterårsblade eller andet. Børn bruger dem også til at lave kastanjedyr og –figurer med. I gamle dage mente man, at hvis man havde gigt i fingre eller hænder, skulle man putte et par kastanjer i lommen og gå og ”nulre” dem, så ville det hjælpe på gigten.

Og:

Kastanjesæbe
Hvis du knuser kastanjer, kan du lave en tyk pasta, som er en udmærket sæbe. Den opløser fedt og olie, og kan både bruges til at vaske hænder og hår med og til pletrensning. I gamle dage lavede man alle mulige slags vaskemiddel af kastanjer. Kastanjernes sæbevirkning skyldes et stof, der hedder saponin.

Foder
Kastanjer er altid blevet brugt til foder til vildt – og til at fede køer, heste, får – ja selv høns op med (i hønsenes tilfælde pulveriserede man dem).

Menneskeføde
Hestekastanjer smager ikke godt. De indeholder nogle stoffer der gør dem bitre. Alligevel brugte man dem under 2. verdenskrig til marcipan og kokosmel-erstatning. I 1942 og 43 samlede man over 200 tons kastanjer, der blev lavet til marcipan på margarinefabrikkerne. (Kilde: Skoven i skolen)

I de senere år har man faktisk forsket i det med, at hestekastanje kan bruges som naturlægemiddel – og det er gennem forskningen blevet konstateret, at hestekastanjefrø indeholder forskellige stoffer, der kan bruges i behandling af forskellige ting. Derfor er hestekastanjefrø anerkendt flere steder som et naturlægemiddel.

Lægemiddelstoffet aescin er i den Europæiske Farmakopé defineret som en blanding af beslægtede saponiner fra frøene af Aesculus hippocastanum.
Hestekastanje-frø indgår i et godkendt naturlægemiddel til lindring af hævelser, tyngdefølelse, kløe, nattekramper og uro i benene (Lægemiddelstyrelsen, 2020).
Det Europæiske Lægemiddelagentur konkluderer, på baggrund af veletableret brug, at hestekastanje kan bruges til kronisk venøs insufisciens, som er karakteriseret ved hævede ben, åreknuder, følelse af tunghed, smerte, træthed, kløe, spændinger og kramper i læggene. Og, på baggrund af langvarende traditionel anvendelse, til at lindre symptomerne af ubehag og tyngde i forbindelse med mild venøs kredsløbsforstyrrelse, samt blå mærker, lokale hævelser og blodansamlinger.

Schumacher (1825/26) skriver om barken: “Den regnes til de feberstillende Midler; den bliver anvendt i Koldfeber og er i mange Tilfælde meget virksom, og er fortrinlig at bruge hos Patienter, som ikke kan taale Chinabark.”

Tychsen (1804) skriver om barken: “Den har en bitter sammensnerpende Smag, og man har derfor brugt den som Chinabark [mod feber og malaria].”

Som folkemedicin har dekokt af hestekastanjebark tidligere været brugt som en erstatning for kinin og kinabark mod feber, og i vinafkog til at bade brandsår. En te af frøene er feberstillende. Mod håraffald gnides hovedbunden med udtræk af knuste kastanjer. Frugterne blev under 2. verdenskrig benyttet som erstatning for den slimopløsende og urindrivende senegarod. Hestekastanjer været brugt mod gigt på forskellige måde, både indvortes og udvortes, og simpelthen ved at bære dem i lommen og knuge dem i hånden. (jf. Vagn Brøndegaard, 1978) (Kilde: Alle Tiders Lægeplanter)

Rolv Hjelmstad, norsk botaniker med uddannelse fra Universitetet i Trondheim, skriver på sin hjemmeside også om hestekastanje:
EGENSKABER OG VIRKNINGER
Smag / Energi: Bitter / Neutral og tør.
Bitter, astringerende (astringerende) på blodkar og slimhinder, hæmostatisk, sårhelende, styrker blodkarvæggene, øger elasticiteten og reducerer permeabiliteten af kapillære karvægge, stimulerer blodcirkulationen, reducerer ødem (hævelser forårsaget af væskeophobning), anti-inflammatorisk, feberdæmpende, smertestillende, slimløsende, vanddrivende og antioxidant.

KAN ANVENDES TIL FØLGENDE SUNDHEDSSYGDOMME / SYGDOMME
Sygeligt udvidede blodkar, der danner åreknuder og hæmorider, skrøbelige kapillære vener, indre blødninger, ødem (væskeophobning), forstørret prostata, kredsløbsforstyrrelser, flebitis, bensår og eksem på benene forårsaget af dårligt blodcirkulation, forstuvninger, forstuvninger, venøse sår, forfrysninger, gigt, gigt, neuralgi, hoste, kighoste, bronkitis, feber, malaria, diarré, dysenteri, mundsår og tandkødsbetændelse.
(Kilde: Urtekildens planteleksikon)

Hildegard af Bingen (1098-1179) var en tysk abbedisse, mystiker, forfatter, læge og komponist. Hun skriver i sit skrift ”Physica” blandt andet om kastanje: ”Kastanjetræet er meget varmt og har stor kraft i denne varme. En person besværet med gigt, som altid resulterer i vrede, bør koge kastanjefrugter, samt blade i vand, og tage et varmt bad med afkoget. Hans gigt vil ikke gøre ham så ondt, og hans sind bliver mildere. En person, hvis sind er tåget på grund af tørhed og som er svagt tænkende, bør koge den inderste kerne af kastanjen i vand. Han skal spise den kogt6e kastanje på tom mave, så vil hans hjerne styrkes og hans hovedpine forsvinde. Saften vil kunne drikkes af den, som har et sygt hjerte.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait

Dette website bruger cookies. Du accepterer vores brug af cookies, hvis du fortsætter med at bruge siden. This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.