Læge-stokrose

Læge-stokrose (Althaea officinalis)

Læge-stokrose
(billede af Franz Eugen Köhler, Köhler’s Medizinal-Pflanzen – List of Koehler Images, Public Domain)


Læge-stokrose blomst
(billede fra Wikimedia)

Lægestokrose eller, som den kaldes i England og USA: marsh-mallow, er en flerårig art, der er ”indfødt” i Europa, Vestasien og Nordafrika, og som bruges i urteaktiviteter og som prydplante. En konfekt skabt af roden siden oldtidens egyptiske tid udviklede sig til nutidens marshmallow (skumfiduser), men de fleste moderne marshmallows indeholder ikke længere nogen marsh-mallow-rod.

Det genetiske navn, Althaea, stammer fra det græske ἄλθειν (til at helbrede), opstået ud fra plantens formodede helingsegenskaber. Navnet på familien, Malvaceae, er afledt af den latinske malva, et genetisk navn for muggen – og kilden til det engelske almindelige navn mallow.

De fleste af stokroserne er blevet brugt som mad og nævnes af tidlige klassiske forfattere i denne forbindelse. Stokrose var en spiselig grøntsag blandt romerne; en skål med stokrose var en af deres delikatesser.
Prospero Alpini erklærede i 1592, at egypterne spiste en plante af malva-ordenen.
Mange af de fattige indbyggere i Syrien var i flere ugers tid på urtekost, hvoraf stokrose er en af de mest almindelige.  Når først kogt og stegt med løg og smør, siges rødderne at være en velsmagende skål, og i tider med knaphed som følge af svigt i afgrøderne indsamles denne plante, der vokser der i stor overflod, kraftigt som en fødevare. (Kilde: Wikipedia engelsk)

Lægestokrosen er en af vore ældste lægeplanter og omtales tidligt i farmakoper i det gamle Europa og Rusland. I Danmark støder vi på den allerede omkring år 1300. Både munke, »kloge« folk, apotekere og almindelige folk har gennem tiderne brugt den medicinsk.

Stort set alle plantens dele kan bruges. Af roden udvinder man sødt planteslim. Ved iblødsætning i koldt vand fremkommer slimen, som kan bruges til meget forskelligt bl.a. mod hoste og mavepine. Det er også blevet brugt til bolsjer, og kogt med sukker/honning til Marsh mallow (det engelske navn for planten), en slags »skumslik«. Bladene indeholder æteriske olier. Tørret kan de bruges som te bl.a. mod søvnløshed. Blomsterne anvendes også medicinsk, til kosmetik og til madlavning f.eks. i salater. Frøene kan også spises og udnyttes som roden. (Kilde: Havenyt.dk)

Lægestokrose er som sin fætter den almindelige havestokrose en flerårig plante, som let bliver op til to meter høj. Den har mange svagt rosa blomster, og bladene er grågrønne og behårede.

Både i plantens blade, blomster og rod er der aktive stoffer, og den indeholder blandt andet op til 35% slimstoffer, cirka 30% stivelse og 10% pektin. De mange slimstoffer beskytter og lindrer slimhinderne, og den letter tør hoste, bronkial astma og –katar samt lungebetændelse. Derfor var det tidligere den vigtigste ingrediens i de gule altheabolcher.

Lægestokrose har i århundreder været en af de klassiske lægeplanter. Der blev lavet et udtræk af dens indholdsstoffer i blade og blomster i sød vin, og det blev brugt som en slags hostesaft. I det hele taget beskrives Lægestokrose i danske lægebøger fra 1500- og 1600-tallet som velegnet mod mange forskellige sygdomme bl.a. lungebetændelse. Og havde man problemer i den nederste del af kroppen, kunne man drikke te lavet på bladene mod blærebetændelse og hyppig vandladning.

Også roden indeholder virksomme stoffer, som blandt andet modvirker for meget mavesyre, mavesår og mavekatar. Hvis roden skrælles og findeles uden at blive skyllet, kan den bruges i mundvand ved betændelse i munden. Og den er tidligere blevet brugt som bidestang til børn, som er ved at få tænder.

Den mest almindelige måde at bruge Lægestokrosen på er at tage et skrællet, men ikke skyllet stykke af roden på størrelse med, hvad der kan være på en spiseske. Det skal trække i koldt vand i tre-fire timer, og derefter skal det sies. Udtrækkes kan varmes, og det kan derefter eventuelt sødes med honning, men skal det bruges som hostesaft, skal det koges mere ind. (Kilde: Medicinhaverne i Tranekær)

Som tidligere nævnt kendte man Lægestokrose i hvert fald i middelalderen – og ikke bare sydpå, men også her i Danmark.

Henrik Harpestreng (1164-1244) skriver i sin urtebog, eller lægebog om man vil, kaldet ”Liber Herbarum” blandt andet om lægestokrose: ”Den renser sår hvis blomster koges i vand og dette smøres på sår. Stødes blomster i vin lægges det på smertende bagdel. Koges roden og stødes med svinefedt heler det bylder og hjælper på sener. Den opbløder og heler hård bullenskab og kogte rødder i vin drikkes for blodsot og sten i blæren. Kogt med honning kan det smøres på sår og det opbløder det, som er hårdt. Blade i olie som koges, kan lægges på giftige bid og brændt hud.”

Henrik Smid (ca. 1495-1563) skriver i sin bog ”En Skøn Lystelig Ny Urtegaard” i 1546 blandt andet om lægestokrose (Aff den Katost Anthea): ”Bedst af alle katost. Læger bylder i bryst og lunge og bruges ved mavesygdomme. Roden kogt i eddike stiller tandpine.”

Hildegard af Bingen (1098-1179) skriver i sit skrift ”Physica” blandt andet om lægestokrose: ”Denne plante forebygger feber. Hvis man får feber, så knus planten i eddike, og drik dette om morgenen på tom mave. En, der har hovedpine, bør knuse planten med lidt salvie og blande olivenolie i. Det skal så varmes og derefter lægges på panden. Bind det fast på panden, og sov med det og så vågner man op rask.”

Vidste du:

– at man faktisk kan lave skumfiduser / marshmallows med lægestokrose-rod

– at du kan lave en dejlig te på lægestokrose, hvis du har ondt i halsen – både roden og blomsterne kan bruges, også sammen

– at man omkring år 1450 brugte en salve med blandt andet lægestokrose mod epilepsi

– at man har brugt de mørkerøde blomster fra den almindelige stokrose til at farve vin med

– at man tilbage i tiden på Sjælland mente, at stokroser værnede mod lynnedslag