Sennep

Sennep (Sinapis)

Agersennep
(billede af TeunSpaans assumed (based on copyright claims). – No machine-readable source provided. Own work assumed (based on copyright claims), CC BY 2.5)


Gul sennep
(billede af Franz Eugen Köhler, Köhler’s Medizinal-Pflanzen – List of Koehler Images, Public Domain)

Når man siger sennep, tænker mange helt sikkert på det, man spiser til blandt andet pølser – men sennep er også en plante!

Sennep-slægten (Sinapis) er en slægt med 4 arter, som er udbredt i Nordafrika, Mellemøsten (til og med Pakistan), Kaukasus og Europa. Det er oftest enårige, eller sjældnere: flerårige, urteagtige planter med en opret, busket vækst. Bladene er skruestillede, hele eller sammensatte med bugtet til fjersnitdelt rand. Blomsterne er samlet i løse, oprette stande for enden af hver stængelforgrening. De enkelte blomster er regelmæssige og 4-tallige med gule kronblade. Frugterne er skulper, der åbnes med to klapper og indeholder 2-20 frø. Frøene er olieholdige og beholder spireevnen meget længe (mere end 40 år).

De mest brugte/kendte arter er:

Gul sennep (Sinapis alba) er en 50-80 cm høj urt, der i Danmark er en almindelig kulturplante.

Agersennep (Sinapis arvensis), også skrevet Ager-Sennep, er en 30-60 cm høj urt, der i Danmark vokser almindeligt f.eks. på agerjord og i vejkanter.

Sort sennep (Brassica nigra) er en etårig plante dyrket på grund af dens sorte eller mørkebrune frø, som ofte bruges som et krydderi. Den er hjemmehørende i tropiske regioner i Nordafrika, tempererede regioner i Europa og dele af Asien. Den er blevet bemærket første gang i England tilbage i 1640. (Kilde: Wikipedia dansk og engelsk)

Sennep har været brugt til både madlavning og medicin gennem århundreder.

For mere end 2.000 år siden blev planten brugt som et krydderi, den blev nævnt af den romerske forfatter Columella i det 1. århundrede A.D. Planteblade blev også syltet i eddike. I det 13. århundredes Frankrig blev frøene malet og brugt. De blev blandet med delvist gæret druesaft for at skabe “mout-ivrig” (eller brændende must). Dette blev senere “moutarde”, nu kaldet mustard på engelsk.

Et krydderi er generelt lavet af plantede frø af planten med frøfrakker fjernet. De små (1 mm) frø er hårde og varierer i farve fra mørkebrun til sort. De er smagfulde, selvom de næsten ikke har nogen aroma. Frøene bruges ofte i indisk køkken, for eksempel i curry, hvor det er kendt som rai. Frøene kastes normalt i varm olie eller ghee, hvorefter de popper, hvilket frigiver en karakteristisk nøddeagtig smag. Frøene har en betydelig mængde fedtolie, hovedsageligt oliesyre. Denne olie bruges ofte som madolie i Indien, den kaldes “sarson ka tel”.

I Etiopien, hvor det dyrkes som en grøntsag i Gondar, Harar og Shewa, forbruges skuddene og bladene kogte og frøene bruges som krydderi. Dens amhariske navn er senafitch.

Sort sennep menes at være det frø, der er nævnt af Jesus i lignelsen om sennepsfrø. (Kilde: Wikipedia engelsk)

Også i nyere tid har man brugt sennep som medicin:
Gule sennepsfrø, som er basis for sennep, har også en række gode virkninger. De skal være et næsten ufejlbarligt middel mod alle slags sygdomme i fordøjelses- organerne, mod svaghed, hæshed, stenbesvær, vandladningsbesvær og astma. De skal kunne styrke hele organismen, forbedre blodet og indvirke positivt på nerverne samt trække hårkarnettet sammen. Man skal tage en teskefuld hele, gule sennepsfrø to til tre gange dagligt, fx før frokosten og før middagsmaden, og evt før man går i seng. Der skal ikke være bivirkninger udover måske lidt ubehag i maven de første 14 dage, hvor man så kan nøjes med at tage dem to gange dagligt.

Sennepsfrø er set som anbefalet for afføringen, til at stimulere fordøjelsen i tyndtarmen med og derfor til at fremskynde fordøjelsen med, som gode mod hikke, som et middel til at sænke kolesterol, blandt andet på grund af et stort indhold af magnesium, mod muskelkramper og smerter, mod kvalme, og som et middel til at øge forbrændingen, så man brænder ekstra kalorier af. I en engelsk undersøgelse skal en teskefuld sennep have øget forbrændingen med en fjerdedel. Det skal også have anti-bakterielle egenskaber og være godt mod forkølelse og bihuleproblemer, da det virker slimløsende. Siden antikken har de foretrukne fødevarer til behandling af lunge- og luftvejslidelser været sennep, hvidløg og chilipeber. (Kilde: Radiodoktoren om krydderier)

Henrik Harpestreng (1164-1244) var en dansk kannik og middelalderlæge, som i sin urtebog, eller lægebog om man vil, kaldet ”Liber Herbarum” blandt andet skriver om sennep [Sinapis alba]: ”Den er våd og varm, og spises det med eddike, renser og lindrer det hovedet. Hvis man bliver afsindig, hvilket kan ske af for stærk hovedværk tages sennep og honning af bikage samt æggeblomme og bynkefrø og stødes med vin og laurbær. Der tilberedes et plaster af dette, der lægges på det ragede hoved og bindes på med klud dag og nat. Tag derefter plasteret af og kog urterne bynke, malurt og kransburre godt. Vask hovedet og bind derefter et nyt plaster på hovedet. Dette gøres i 3 dage, og med Guds hjælp bliver han helbredt.”

Henrik Smid (ca. 1495-1563) var en af middelalderens læger, og i hans bog ”En Skøn Lystelig Ny Urtegaard” skriver han i 1546 blandt andet om sennep (Sinip) [Sinapis alba, Brassica nigra m.fl.]: ”Både brun- og hvid sennep adskiller og sammentrækker. Den renser hjernen, styrker fordøjelsen og varmer maven og vække de sanselige lyster. Driver urinen, mildner hoste og virker som modgift.”

Hildegard af Bingen (1098-1179) var en tysk abbedisse, mystiker, forfatter, læge og komponist. Hun skriver i sit skrift ”Physica” blandt andet om agersennep [Sinapis arvensis]: ”Man kan spise denne urt, men den er ikke nyttig. Planten er giftig og bibringer en person dårlige væsker der tynger i maven. Den kan ikke skade raske personer, men den kan skade dem der er fede og den tunger maven på syge mennesker og gør at de får svært ved at trække vejret.”
Og om gul og sort sennep [Brassica / Sinapis alba/nigra]: ”Det er skadeligt at spise sennep, for det æder mennesket op indefra. Hvis sennepsfrø skal bruges som krydderi, er det ikke godt for en syg med en svag kold mave, fordi den vil tynge maven uden at rense den. En stærk mave klarer det. Når frø spises bliver øjnene klare, men det skaber uklarhed i hovedet, da det trækker fugtighed til sig. Det kan give hovedpine og er derfor skadeligt for hovedet.”

Så der har vist været lidt delte meninger om det gode ved brugen af sennep!