Skovjordbær

Skovjordbær (Fragaria vesca)

Skovjordbær i blomst
(billede af Alinja – Eget arbejde, CC BY 2.5)


Skovjordbær med bær
(billede af Ivar Leidus – Eget arbejde, CC BY-SA 3.0)

Skovjordbær, også skrevet Skov-Jordbær, er en 5-15 cm høj urt, som vokser på både på bakker og skrænter og i skov.

Det såkaldte “Immerbær” (Fragaria vesca var. semperflorens) er en type af skovjordbær, som ikke danner udløbere. Til gengæld er den remonterende, dvs. at den bærer bær hen over hele sommeren. (Kilde: Wikipedia)

Skovjordbær er faktisk ”forløberen” for de store, flotte bær, vi meget ofte forbinder med smagen af sommer. De store bær kom først til Danmark i løbet af 1800-tallet, og indtil da var det de små skovjordbær, som man spiste – og faktisk også plantede i haven.

De er kendt tilbage til vikingetiden og har dengang nok mest været brugt som ”sød spise” a la dessert.

I dag tillægger vi nok ikke de små bær megen værdi, specielt ikke når vi nu har de store jordbær, men langt tilbage i tiden var skovjordbær regnet for en lægeplante, og man brugte både blade, rødder og bær.

Man har brugt frugterne mod gigt, ledbetændelse, halsbetændelse og nyresygdomme, til at forbedre fordøjelsen – og kosmetisk er de blevet brugt i plejende cremer, hvor de blandt andet skulle modvirke rynker og blege fregner.

Bladene, især de unge, kan spises enten rå eller kogte. De kan også bruges som te, både friske og tørrede, og giver en mild og behagelig te, som børn godt kan lide. Før i tiden har man brugt bladene til at rense blodet og som gurglemiddel mod dårlig hals og tandkødsbetændelse.

Rødderne har været brugt sammen med bladene som en urte-te, der skulle forbedre galde- og leverfunktion, og mod tarmbetændelse. (Kilde: Urtekildens Planteleksikon, Norge)

Henrik Smid (ca. 1495-1563) var en af middelalderens læger, og i hans bog ”En Skøn Lystelig Ny Urtegaard” skriver han i 1546 blandt andet om skovjordbær: ”Urt og rod koges i vin og bruges mod nyresten og sting i siden. Bærrene giver en kølig spise, der er godt for syge mennesker. Jordbærvand læsker indvendig hede og læger bylder i mund og hals. Uren hud fordrives med jordbærvand og heler sår på skinneben. Af bærrene laves øjenvand. Spedalske mennesker bør drikke jordbærvand flere gange dagligt.”

Men ikke alle mente, at skovjordbær var gode at indtage som medicinsk behandling.

Hildegard af Bingen (1098-1179) var en tysk abbedisse, mystiker, forfatter, læge og komponist. Hun skriver i sit skrift ”Physica” blandt andet om skovjordbær: ”Bærrene producerer slim i den person som spiser dem, og derfor kan de ikke bruges som medicin. Det er udmærket mad for både syg og rask.”

Vidste du:

– at man i Jylland har brugt de første friske blade af skovjordbær til at gnide frostskader fra vinteren med

 at den svenske læge og botaniker Carl von Linné (1707 – 1778) skulle have helbredt sig selv for urinsygegigt ved hjælp af kure med store mængder skovjordbær

– at Sebastian Kneipp (1821 – 1897), tysk læge og professor, ordinerede te brygget på skovjordbærblade mod sommerforkølelser