Ramsløg – Vild Hvidløg

Ramsløg – Vild hvidløg (Allium ursinum)

Ramsløg
(billede fra Wikipedia, CC BY-SA 3.0)


Ramsløg
(billede Kurt Stüber [1] – caliban.mpiz-koeln.mpg.de/mavica/index.html part of www.biolib.de, CC BY-SA 3.0)

Ramsløg, også skrevet Rams-Løg, er en 25-40 cm høj, flerårig urt med en kraftig lugt, der findes i næringsrige skove.

Stænglen er trekantet og hårløs. Den bærer to-tre langstilkede blade. Bladene er smalt elliptiske og buenervet med hel rand. Oversiden er græsgrøn, mens undersiden er lidt lysere.

Blomstringen sker i maj-juni, hvor blomsterne sidder samlet i endestillede, kugleformede stande. Standen er beskyttet af 2 højblade, der hurtigt tabes. Hver blomst har 6 rent hvide blosterblade, som er stjerneformet udbredt. Frugterne er kapsler med mange sorte frø, og ved modning falder blomsterstænglen sammen, så frugtstanden ligger på jorden.

Rodnettet består af det slanke løg, som bærer den velkendte, trævlede masse af rødder.

Arten hører hjemme i Europa, Lilleasien og Kaukasus, hvor den er knyttet til løvfældende skove som skovbundsplante. I Danmark er den temmelig almindeligt udbredt på Øerne og i det østlige Jylland, hvor den ser ud til at foretrække kystnære egne.

Anvendelse af ramsløg er set så tidligt som i et aftryk af et blad fra Barkær på Djursland, en af Danmarks ældste bopladser fra bondestenalder, mesolitikum. Bladene kan anvendes som krydderi som hvidløg, kinaløg eller forårsløg og alle dele af planten kan tilberedes til salater, supper, brød, pasta, osv.

Ramsløg kan også bruges som konserveringsmiddel idet den har en meget stærk antibakteriel effekt. Forskerne på Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitets afdeling i Årslev på Fyn har påvist stor hæmmende effekt over for salmonella og listeria.

Alle dele af planten har en kraftigt lugt, der minder om hvidløg. Da ramsløg, ligesom hvidløg, indeholder stofferne alliin og allicin, virker ramsløg antibiotisk og styrker immunforsvaret.

Ramsløg kan forveksles med høsttidløs, der indeholder cellegiften colchicin, og med liljekonval, der bl.a. indeholder flere former for hjertegift kaldet cardenolide. (Kilde: Wikipedia)

Ramsløg er blandt andet i England også kendt som vild hvidløg, ramsons, buckrams, bredbladet hvidløg, træ hvidløg, bjørne porrer eller bjørne hvidløg, og er en blomstrende flerårig blomstrende plante i Amaryllis-familien Amaryllidaceae. Det er en vild slægtning af løg, der er hjemmehørende i Europa og Asien, hvor den vokser i fugtig skov.

Bladene på A. ursinum er spiselige; de kan bruges som salat, urt, kogt som en grøntsag, i suppe eller som en ingrediens til en sauce, der kan erstatte pesto i stedet for basilikum. Stænglerne konserveres ved saltning og spises som en salat i Rusland. En række Cornish Yarg-oste har en skorpe overtrukket i vilde hvidløgsblade. Blomsterløg og blomster er også spiselige.

Bladene bruges også som foder. Køer, der er blevet fodret med ramsløg, giver mælk, der smager lidt af hvidløg, og smør fremstillet af denne mælk var tidligere meget populær i Schweiz i det 19. århundrede.

I den schweiziske neolitiske bosættelse Thayngen-Weier (Cortaillod-kultur) blev der fundet en høj koncentration af pollen fra A. ursinum i aflejringslaget, fortolket af nogle som bevis for brugen af ​​A. ursinum som foder.

Det latinske navn skyldes brunbjørnens smag efter blomsterløgene og dens vane med at grave op i jorden for at komme til dem; de er også en favorit blandt vildsvin.

Allium ursinum er den primære larveværtsplante for en specialiseret svirreflue, Ramsløg Svirreflue (Portevinia maculata).

Blomsterne bliver bestøvet af bier. (Kilde: Wikipedia UK)

Selv om ramsløg har været brugt i hvert fald tilbage i bondestenalderen (4000 – 1700 f.Kr), så er den ikke umiddelbart omtalt som en medicin-/lægeplante tilbage i tiden.

I dag ved vi, at Vilde hvidløg har mange fordele i forhold til sin dominerede fætter (A. sativum).

Det blev anerkendt som ”Årets plante” i 1992 af Foreningen til beskyttelse og forskning af europæiske medicinalplanter.

Vilde hvidløg har større mængder af de hjertevenlige bestanddele ajoene og adenosin, som hjælper med at sænke blodtrykket og reducere blodkolesterol.

Forskning fra professor Holger Kiesewetter ved Homburg University Clinic, Tyskland, fandt, at et gram vild hvidløg, der tages dagligt, kan forbedre blodcirkulationen.

Vilde hvidløg er ikke kun en hjertebeskytter og blodrenser, det renser og forbedrer fordøjelsen, hvilket er nyttigt for forskellige lidelser fra hudlidelser til maveproblemer, og det øger kroppens immunsystem.

Den forslåede plante frigiver et kemikalie kaldet allicin, der virker mod mikroorganismer. Dette understøtter brugen i urtekundskab til hoste, forkølelse, influenza og ondt i halsen.

I dag anbefaler urtekyndige også vild hvidløg som mave-tonic, og til forhold, der drager fordel af en forbedret strøm af galden og øget vandladning; det kan bruges til at lindre kramper og tackle fedme.

Som en helende urt kan vild hvidløg drikkes som en te, tages som en udblødt olie (for eksempel i olivenolie) eller spises rå i salater og sandwich.

Før du skynder dig at plukke vild hvidløg om foråret, skal du dog først tjekke med din læge, før du bruger en urtemedicin til at behandle enhver tilstand. (Kilde: EatWeeds.co.uk)

Men fra gammel tid ved vi også:
Den antikke græske læge Dioscorides skrev i det 1. århundrede, at hvidløg kunne helbrede slangebid, selvom dette middel næppe blev nævnt i værkerne fra de tidlige herbalister i Storbritannien og Irland.

Tidlige healere blandt kelterne, teutoniske stammer og gamle romere kendte den vilde urt og kaldte den herba salutaris, hvilket betyder ‘helende urt’.

Lægerne i Myddfai, en gruppe af herbalister, der først blev registreret omkring 1200-tallet i Wales, brugte vild hvidløg som en helbredende plante.

Dens medicinske værdi blev antaget at være diaphoretisk (inducerer svedtendens), vanddrivende (øget urinstrøm), slimløsende (lettere åndedræt), stimulerende og antiseptisk.

Et middel blev registreret af de walisiske læger: ”mod en hævelse i maven. Tag geder valle, og bank den urt, der kaldes ramsons, blandes sammen og sil. Lad det være din eneste drink i tre dage ”.

John Gerard, engelsk herbalist i 1500-tallet, skrev, at vild hvidløg var god som en kur mod sten i kroppen.

Hans anbefaling blev ført ind i det skotske højland og øer, hvor en infusion af bladene blev drukket til ‘grus’ eller ‘sten; midlet blev undertiden taget med brandy.

Planten blev lavet til omslag til inficerede sår og en infusion drukket som en blodtonic.

Vilde hvidløg blev meget værdsat for sine helbredende egenskaber i irsk folkemedicin. Det blev spist rå eller kogt i mælk og gnedet på huden som et middel.

Urten blev brugt til behandling af en række sygdomme: tandpine, orme, vorter, ligtorne, sår (specifikt på fingrene), sår, ømme øjne, tandpine, hoste, forkølelse, ondt i brystet, bryst- og lungebetændelser, astma, mavepine, fordøjelsesbesvær, nyreproblemer, mæslinger, fåresyge, gigt, iskias, tuberkulose; det blev endda brugt som en blodrenser og til at opløse blodpropper.

Den store række sygdomme, som vild hvidløg blev angivet til at virke på i Irland, gjorde, at det betragtedes som et universalmiddel. ‘ Ni sygdomme ryster på grund af hvidløg ’, siges det i amtet Sligo i Irland.

Urten blev båret i folks lommer for at afværge influenza under 1918-pandemien i Irland.

I andre dele af de britiske øer blev blade af vilde hvidløg båret under fodsålerne for at forhindre folk i at få hoste og forkølelse.

På Isle of Man blev blomsterløgene syltet i brunt sukker og rom til opbevaring over vinteren som et hoste-og-forkølelses middel.

Vilde hvidløg blev betragtet som en god forebyggelse i irsk folkemedicin til at afværge hoste, forkølelse og influenza – en tro, der blev delt i andre dele af Storbritannien.

Et ordsprog fra det 17. århundrede sagde, at spise porrer i marts og ramsløg (ramsons) i maj ville holde lægen væk:

”Eat leeks in Lide March and ramsins in May
And all the year after physitians may play.”
CN French, A Countryman’s Day Book (1929)

I Irland blev vilde hvidløg undertiden anvendt som et veterinærmiddel mod forskellige lidelser hos heste og kvæg, såsom ringorm hos kalve.

I amtet Westmeath blev urten dyrket i marker, hvor køer kunne græsse på grund af dens gunstige virkninger; skønt nogle sagde, at den gav smørret en bismag.

Så sent som i 2001 er der et notat over brugen af ​​vilde hvidløgs kræfter – indsat under halen – til behandling af kvægsygdomme. (Kilde: EatWeeds.co.uk)

Vidste du:

– Plantens almindelige navn ‘bjørne hvidløg’ er fra den tro, at bjørne spiste vild hvidløg for at genvinde deres styrke efter en lang vinters søvn. – Som en forfatter siger: ”Bjørnens planter indeholder kraft til fornyelse og renselse. Konkret bryder de hærdninger op, opvarmer kroppen og gør en person så stærk som en bjørn. ”

– Feddene af vilde hvidløg blev plantet for held og lykke i stråtagene på irske hytter; denne skik blev også antaget at afskrække feer.

– Planten optræder i irske legender og digte. Den gale Sweeney – en konge af Antrim – udviste sig selv fra samfundet og overlevede i naturen ved at spise planter, herunder vilde hvidløg.

– Digtet om Hill of Howth, i det nordlige amt Dublin, nævner urten: ”the peak bright-knolled beyond all hills…full of wild garlic and trees”.

– I magi og ritual blev vild hvidløg ment at kunne skræmme giftige væsener; måske kan dette muligvis forklare, hvorfor Dioscorides troede, at det helbrede slangebid.

– En mærkelig sædvane opfordrede atleter til at tygge et stykke af planten inden et løb for at sikre sejr, og en lignende tro blev brugt af mænd, der skulle i kamp.

– I astrologi blev vilde hvidløg styret af Mars og Neptun. Hvis det blev plantet ved fuldmåne, blev det antaget at vokse som et almindeligt løg med kun et fed/løg.

– I de tidlige kristne traditioner blev vilde hvidløgsblomster brugt til at dekorere kirker på festdagen i St. Alphege (19. april). Kirken må have overvældet sin menighed med lugten.