Følfod

Følfod (Tussilago farfara)

Følfod
(billede af Andreas Trepte – Eget arbejde, CC BY-SA 2.5)


Følfod
(billede af Enrico Blasutto – Own work, CC BY-SA 3.0)

Følfod, også kaldet almindelig følfod, er en 10-15 cm høj urt, der især vokser på skrænter og i vejkanter. De cirka to centimeter brede, enlige, gule blomsterkurve kan på afstand ligne Mælkebøtter.

Følfod er en lavtvoksende flerårig urt med en grundstillet bladroset. Bladene er nyreformede til runde med grove tænder langs randen. Oversiden er mat og lysegrøn, mens undersiden er hvidfiltet. Bladene ses først efter blomstringen, der foregår i marts-april.
Blomsterne er samlet i endestillede, gule kurve, som sidder på oprette, trådagtigt hårede skud med rødlige, skælagtige blade. Frugterne er nødder med hvid fnok.
Rodnettet består af forgrenede, skællede jordstængler, der bærer de forholdsvis få trævlerødder.

Planten er vildtvoksende i Danmark, hvor den er almindelig i hele landet som pionerplante og på rå jord med et højt indhold af frit kalium og magnesium (indikatorplante), ofte lerbund eller kalkbund med udsivende vand.
På fugtige og lysåbne steder kan den blive til et ubehageligt ukrudt, som er besværligt at udrydde. (Kilde: Wikipedia)

Følfod er i familie med Rød hestehov (Petasites hybridus), også kaldt pestilensurt.

Tussilago farfara, almindeligt kendt som Coltsfoot (Følfod på engelsk), er en plante i stammen af tusindfrydfamilien Asteraceae, hjemmehørende i Europa og dele af det vestlige og centrale Asien. Navnet “tussilago” er afledt af den latinske tussis, der betyder hoste, og ago, hvilket betyder at støbe eller handle på. Det har haft anvendelser inden for traditionel medicin, men opdagelsen af giftige pyrrolizidinalkaloider i planten har ført til leverproblemer.
Tussilago farfara er den eneste accepterede art i slægten Tussilago, selvom mere end to dusin andre arter på et eller andet tidspunkt er blevet betragtet som en del af denne gruppe. De fleste af dem betragtes nu som medlemmer af andre slægter (Chaptalia, Chevreulia, Farfugium, Homogyne, Leibnitzia, Petasites, Senecio).

Coltsfoot/Følfod er udbredt over hele Europa, Asien og Nordafrika, fra Svalbard til Marokko til Kina og det russiske Fjernøsten. Det er også en almindelig plante i Nord- og Sydamerika, hvor den er blevet introduceret, sandsynligvis af bosættere som en medicinsk genstand. Planten findes ofte på affald og forstyrrede steder og langs vejkanter og stier. I nogle områder betragtes det som en invasiv art.

Det almindelige navn kommer fra bladets formodne lighed med et hesteføls ”fod”. Andre almindelige navne inkluderer tash plante, muldyrs fod, tyrefod, hosterod (gammelengelsk), farfara, føllets fod, følrod og hestefod. Nogle gange forveksles det med Petasites frigidus, også kaldet Western coltsfoot.
Den er blevet kaldt bechion, bechichie eller bechie, fra det antikke græske ord for “hoste”. Også ungula caballina (“hestehov”), pes pulli (“føllets fod”), og chamæleuce.

Coltsfoot/Følfod er blevet brugt i urtemedicin og er blevet konsumeret som et fødevareprodukt med nogle konfekture, såsom Coltsfoot Rock. Tussilago farfara-blade er blevet anvendt i traditionel østrigsk medicin internt (som te eller sirup) eller eksternt (direkte anvendt) til behandling af åndedrætsorganer, hud, lokomotorisk system, virusinfektioner, influenza, forkølelse, feber, gigt og gigt. Et ekstrakt af de friske blade er også blevet brugt til at fremstille hostedråber og hårdt slik.

Coltsfoot/Følfod bruges som fødevareplante af larverne af nogle Lepidoptera-arter, herunder de gotiske og små vinkelskygger. Det besøges også af honningbier og leverer pollen og nektar. (Kilde: Wikipedia UK)

Plantens latinske slægtsnavn Tussilago kommer af ”tussis”, som betyder hoste. Den uudsprungne blomst og bladene har siden oldtiden været anvendt mod hoste og forkølelse pga. indholdet af slimstof. Tørrede følfodblade blev tilsat tobak for at dæmpe rygeres tobakshoste og overalt i Norden blev de knuste blade brugt til at læge betændte sår, mens roden blev anvendt til at fremme appetitten. Indeholder også alkaloid, saponiner, tannin, zink, kalium og kalcium. Ifølge nyere forskning indeholder den et komplekst stof, der kan udgøre en kræftrisiko, og man er nu uenig om plantens skadevirkning. (Kilde: Økologiens Have)

Henrik Smid (ca. 1495-1563) var en af middelalderens læger, og i hans bog ”En Skøn Lystelig Ny Urtegaard” skriver han i 1546 om Følfod (Heste hou): ”Læsker indvendig hede f.eks. i lever. Røgen indhaleret, gavner mod hoste. Afkog drikkes for at uddrive dødt foster. Udvortes er et destillat læskende på rosen og bylder.”

Hildegard af Bingen (1098-1179) var en tysk abbedisse, mystiker, forfatter, læge og komponist. Hun skriver i sit skrift ”Physica” blandt andet om Følfod: ”Hvis man har spist al for megen mad og leveren er belastet deraf, bør man tage følfod og dobbelt så meget vejbred og blande med et skud af mistelten tage af et pæretræ, dette lægges i vin og skal drikkes som det er, til eller uden mad, og man bliver rask.”

Vidste du:

– at Følfod i ”blomstersproget” betyder: Man vil engang kunne se dit værd. Retfærdigheden sejrer.

– at folkenavnene lerskræppe og mergelrose hentyder til, at arten især træffes på lerede jorder, mens lægeblad og lungeblad sigter til dens anvendelse som medicin. Det mærkelige navn sønnen-før-faderen hentyder til, at blomsterne kommer frem længe inden bladene, mens kopatte og pigerøv sigter til den ikke-udsprungne kurvs form.

– at bladene indeholder giftige alkaloider, men der er dog fornylig blevet fremdrevet dyrkede varieteter af planten, som er ugiftige. I England fremstilles en slags urteslik, kaldt coltsfoot rock, som indeholder følfod-blade. Forhåbentlig anvendes de ugiftige varieteter i produktionen af denne slik!

– at i Danmark blev unge blade tidligere spist som grønsag, og de blev også blandet i tobak. De var endvidere vidt anvendt til plantefarvning, i Nordjylland til at farve sort, på Færøerne grønt. En gammel skik i Jylland var at lægge følfod i sengen mod lopper og lus (Kilde: Kaj Halberg, https://kajhalberg.dk/da/planter-i-folketro-og-digtning/)