Vintergæk og Dorothealilje

Vintergæk (Galanthus nivalis) og Dorothealilje (Leucojum vernum)

To planter på én gang? – Ja! For tilbage i tiden troede man, at de var en og samme plante. Først senere har man konstateret, at der er tale om to forskellige arter.
Men det er let at se, hvorfor folk tilbage i tiden mente, at det var samme plante, for de har trods alt en del lighedspunkter, og de spirer og blomster på nogenlunde samme tid, selv om vintergækken som regel er noget tidligere i blomst, og dorothealiljen kan blomstre helt frem til maj.

Og faktisk blev dorothealiljen engang brugt som lægeplante. Det gjorde vintergækken også nogle steder, men da begge planter er giftige (de indeholder stoffet galantamin), skal man IKKE forsøge sig med at indtage dem.

Den første til at beskrive dorothealiljen som lægeplante her i Danmark, var Henrik Smid (ca. 1495-1563) i bogen ”En Skøn Lystelig Ny Urtegaard” fra 1546. Han mente, at planten blandt andet kunne bruges ”som omslag på barselskvinders hævede bryst og på brandsår”.

Men allerede i 1648 regnede Simon Paulli (læge, 1603-1680) dorothealiljen for kun at være en prydplante.

Og så alligevel: Dorothealiljens løg og top indgik i et dekokt [afkog], hvormed en klog mand i Nr. Lyndelse ved Odense badede en patients dårlige ben, hvilket i 1872 bragte ham for retten, som dog frifandt ham.

Vintergækken er dog også visse steder blevet brugt som lægeplante: Årets første vintergæk skulle spises, så fik man ikke koldfeber = malaria (Falster o. 1885). (Kilde: Vagn J. Brøndegaard, Folk og Flora)

Men vintergækken er ikke for alvor blevet brugt som lægeplante, dog er forvekslingen med dorothealiljen tydelig, når man ser på de forskellige ”kaldenavne” for vintergækken:
Vintergæk 1800 og fremad; alle de af de følgende navne, som er belagt fra 1500-1600-tallet, gælder i de gamle kilder kun Dorothealiljen. – Vinterlilje 1594-o. 1880, Sønderjylland; hvid tidløs og Sankt Dorothealilje 1622, blomstrer omkring Dorotheas dag 6/2, sommerlilje o. 1664, blidelslilje o. 1700 og kyndelmisselilje o. 1700ff, Øst-Sjælland, blomstrer omkring kyndelmisse den 2. februar (blidel), februarlilje o. 1700ff, ved Aalborg o. 1870, Vendsyssel 1900, dorothealilje 1722-o. 1880, Sønderjylland, sneklokke 1798-1917, Sønderjylland og Slesvig slutningen af 1800-tallet; vinternar 1798ff, Århusegnen, Falster og Bornholm o. 1870, Vest-Sjælland, Møn og sommergæk 1798ff Fyn, Lolland-Falster o. 1870, Nord-Sjælland: »blomsten har … fået sit navn, fordi den gækker os med sommeren, at gække med vinteren er prosaisk … dens rette navn er Sommergæk«; vintergæk 1800ff: »den hedder med føje vintergæk, thi den har gækket vinteren, draget sin hvidhed af sneen, tillistet sig farver ad ukendt vej og står i skælmsk ydmyghed med bøjet hoved under det kolde dække« A. M. Goldschmidt (Hjemløs, 1853-57); gæk 1800ff, gækkelilje 1806ff, Fyn, Tåsinge og gækkeurt 1806-1907, Svendborg o. 1870; nøgne jomfruer 1802, snelilje 1802, 1901, sneflok ( = -fnug) 1810, sommernar 1815-97, snegæk 1858, gækkeblomst Falster o. 1870 og gækkebrevsblomst, gækkelilje Fyn o. 1870ff, Avernakø, sneblomme Sønderjylland o. 1880, martslilje Øst-Jylland 1884; 1900, sneviol og blideslilje o. 1900, februar blev forhen kaldt blidemåned; Sankt Valentinsblomst 1900, Sankt Valentinslilje, Valentinsblomst 1926, lader vintergækken end vente på sig, kommer den altid til St. Valentins dag 14/2, gækkerose Bågø o. 1920, snetitter Nord-Sjælland, vårgæk; fyldtblomstrende vintergækker: tormåneds– eller tormandsliljer Lolland o. 1860ff, tormåned er marts. (Kilde: Vagn J. Brøndegaard, Folk og Flora)

Men kunne vintergækken ikke bruges som lægeplante, så kunne den bruges til hygge og sjov. Og hvem kender ikke til gækkebreve? Men hvor stammer de egentlig fra?

Gækkebrevet har typiske træk fælles med bindebrevet, som det afløste. Danske bindebreve kendes fra o. 1600 og blev i adelen og det højere borgerskab sendt til fødselsdage, navnedage (i kalenderen) og tamperdage [4 årlige fastedage i den katolske kirke; der var en tamperdag ved hver kirkeligt kvartals begyndelse]. Brevet var gerne kunstfærdigt udklippet, prentet og koloreret med blomster m.m. og indeholdt på vers vanskelige spørgsmål, en spidsfindig gåde, eller der var på en silketråd knyttet en knude, som skulle løses. Klarede modtageren ikke opgaven, før solen gik ned, var han (hun) »bundet«, men kunne løse sig fri med et gilde. Adressaten blev på mange måder listet brevet i hænde; man gemte det i en tobaksdåse, et trøjeærme, en lomme, træsko, tøjprøve osv., og det var nok at røre ved brevet.

Længst tilbage var det selve blomsten, som den udvalgte blev narret til at modtage. Senere gik man over til at lægge vintergækken i bindebrevet, og det gjaldt om at få adressaten til at modtage og åbne brevet. Dette falder sammen med de første Iitterære brug af plantenavnene med -nar og -gæk (o. 1800ft).
Gækkebrevskikken har måske tidligere haft en mere alvorlig karakter med ønsket om at skade og latterliggøre en person. (Kilde: Vagn J. Brøndegaard, Folk og Flora)

Både vintergæk og dorothealilje vokser velvilligt i Danmark. Vintergækken er en løgplante med linjeformede, blågrønne blade og hvide, dråbeformede blomster – 3 kronblade. Dorothealiljen er en staude med en opret vækst og grundstillede blade – 6 kronblade.
Begge danner frø, som kan sås i haven eller i potter. Begge har løg og rodnet og kan også formeres fra eventuelle sideløg. (Kilde: Wikipedia)

Så vil du have vintergækker og dorothealiljer i haven, er det rimelig nemt – de kan som regel købes i plantecentre, eller man kan måske være så heldig at få løg hos en nabo.
Begge kan pynte såvel i haven som på bordet, for de er også fine i en lille vase – dog skal man bare huske, at den enkelte blomst ikke fylder ret meget, da der ikke er blade på blomsterstænglerne.

Henrik Smid (ca. 1495-1563) skriver i sin bog ”En Skøn Lystelig Ny Urtegaard” i 1546 om dorothealilje / dorthealilje (Huide tydeløse, Huide Februarij Lilier, S. Dortothee Lilier): ”Disse liljer vokser op i februar måned omkring Skt. Dorotheasdag og forgår igen. Både urt og blomst giver frø i maj. Samme lilje må bruges udvortes og indvortes.
Indvortes: Liljerne stødes og tappe af rødderne smurt med honning og stukket i bagen uddriver det opsamlede vand og uddriver det levrede blod i livet.
Udvortes: Rødder og blade stødt og lagt på kvindernes ophovnede bryster er godt for de, der ligger i barselsseng. Således brugt tjener de til alt, som er forbrændt.”