Vårkrokus

Vårkrokus / Vår-Krokus (Crocus vernus ssp vernus)

De fleste kalder den ”bare” for krokus, men faktisk er der mange forskellige arter i plantefamilien ”Crocus”. Og denne er én af dem. Den er den ene variant af de små forårsbebudere, som mange har i deres have, og som vi også ser i parker og i bede langs vejene.

Vårkrokus er en staude med en spinkel, opret vækst. De grundstillede blade er linjeformede og helrandede med nedadrullet rand. Midt på bladet ses en hvid stribe. Bladene har en fortykket spids, som gør det muligt at bore sig gennem snedækket om foråret.
Blomstringen sker i marts-juli, bestemt af at blomsteranlægget reagerer ved 0,2° C med hastig fremspiring. Blomsterfarven er hvid, stribet (hvid/violet) [underarten ssp. albiflorus] eller violet [underarten ssp vernus]. Dækbladene er sammenvoksede ved grunden og danner tilsammen et langt rør.
Forskellen på de to underarter er dels farven, og dels at hos vernus og ssp vernus er griffelen længere end støvdragerne, mens hos ssp albiflorus er det omvendt.
Rodnettet består af den runde stængelknold, som nydannes hvert år oven på den gamle. På knolden sidder de trævlede rødder. (Kilde: Wikipedia)

Krokus er egentlig ikke en hjemmehørende plante i Danmark. Man mener, at de mange krokus i Husum slotspark (Slesvig) i middelalderen blev hjemført fra Orienten af munke, som måske havde været med på et korstog.
Slægtsnavnet ”Crocus” stammer fra et asiatisk ord for safran, et krydderi, farve- og lægemiddel fremstillet af de tørrede støvfang på safrankrokus (Crocus sativus). (Kilde: Vagn J. Brøndegaard, Folk og Flora)

Hvad mange ikke ved, er, at de fleste krokus kan spises. Ja, faktisk er den eneste giftige art af krokus den, som vi spiser støvdragerne fra: Crocus sativus – safrankrokus! Støvdragerne kan spises, men man skal ikke sætte tænderne i kronbladene fra safrankrokus, men gerne de andre krokusarter.
Til gengæld skal man passe på, hvis man om efteråret finder noget, man tror er krokus, for det kan med stor sandsynlighed i stedet være Nøgen Jomfru eller Høsttidløs (Colchicum autumnale), som er giftig. Den kender man fra krokus på de 6 støvdragere og 3 grifler – krokus har 3 støvdragere og 1 griffel (griffel er den ”stang”, som støvdragerne sidder på).

Også i poesien er krokus en flittig ”besøgende”.
For eksempel hos Piet Hein (1905-1996): ”Man taler om – naturens spil … – men går det mon – naturligt til? – At muldjord blir – til gule krokus, – det er det rene – hokus-pokus” – og: ”De tricolore crocus, en treklang i hvidt, blåt og gult, lodrette som flammer, et nordlys fra neden stigende op gennem græsset”.
Og Helge Rode, digter, forfatter og kritiker (1870-1937): ”… og krokus brød frem, violet og guld. – Små brogede flammer slog op og stod – som glædesblus på den brune muld – og lyste den lysende sol imod – med jordens fineste blomsterblod”.
Og ikke mindst i Halfdan Rasmussens ‘Noget om helte’: ” Livet er en morgengave, Sjælen er et pilgrimskor. Der står krokus i min have. Der står øller på mit bord.”

Fra gammel tid har man tilskrevet blomster symbolsk betydning. Det gælder også krokus, der forbindes med ungdom, glæde og hengivenhed. Den indgår i mange myter og historier, f.eks. om den unge hyrdedreng Crocus, der havde et fint og ædelt sind, og som forelskede sig dybt og inderligt i den smukke nymfe Smilax. Hans dybe og ægte kærlighed gjorde så stærkt indtryk på guderne, at de udødeliggjorde ham. Ikke så han fik et uendeligt liv, men ved at forvandle ham til en blomst – til en krokus. Og for at han kunne være sammen med sin elskede Smilax, blev hun forvandlet til en taks.
Krokusen spiller også en væsentlig rolle i historien bag Valentinsdag den 14. februar, hvor man – især i de engelsktalende lande – sender et kort til en, man holder af. Valentin var romersk biskop i det 3. årh. under kejser Claudius II. Kejseren mente, at gifte mænd var dårlige soldater, og der blev derfor udstedt forbud mod vielser. Valentin ignorerede forbuddet og fortsatte med at vie unge par. Resultatet blev, at Valentin kom i fængsel, blev dømt til døden og henrettet 14. februar år 269. Men forinden havde han i fængslet forelsket sig i Claudius´ blinde datter, som kom og besøgte ham, og lige før sin død skrev han et brev til hende. Inde i brevet fandt hun en gul krokus og ordene: Fra din Valentin. Og hun blev helbredt for sin blindhed. (Kilde: Haveselskabet, Paradishaven, Krokus)

Krokus er en plante, der har været kendt længe i Danmark – som nævnt er den sandsynligvis indført af munke i middelalderen, og i 1647 nævnes både hvide, blå, gule og stribede krokus.
Før 1800 bliver der gjort flere forsøg på at dyrke krokus til safran, bl.a. i København på Blegdammen, ved Nørre- og (fra 1781) Vesterport, kongen bidrog med 200 rigsdalere; farven viste sig anvendelig til silke og linned, men efter strenge vintre og tørre somre mislykkedes avlen. (Kilde: Vagn J. Brøndegaard, Folk og Flora)

Man ved, at krokus har været anvendt som lægeplante mod forskellige sygdomme og skavanker. Den indgår på et tidspunkt i et middel til at regulere menses og uddrive placenta [moderkage]. For blegsot skal drikkes safran sat på brændevin (Øst-Fyn). Safran (støvdragerne fra safrankrokus) er anført i farmakopeen [forskrift for lægemidlernes tilberedning] 1772 og blev anvendt mod en række sygdomme. Knoldene skulle man kunne spise. (Kilde: Vagn J. Brøndegaard, Folk og Flora)

Og i hvert fald én af de, der var kloge på sygdomsbekæmpelse tilbage i tiden, har omtalt krokus som en af de anvendelige lægeplanter.

Henrik Smid (ca. 1495-1563), læge, forfatter, bogudgiver m.m., skriver i sin egen bog ”En Skøn Lystelig Ny Urtegaard” i 1546 om Vårkrokus (Blaa tydeløse): ”Sidst i februar måned vokser disse Blå tydeløse op, og i maj måned forgår de igen. Blå tydeløse rødder er et brækmiddel.”