Erantis – Have-Erantis

Erantis – Have-Erantis (Eranthis hyemalis)

Erantis
Erantis (billede af Charlotte Gillesberg / Middelalderurter)
Erantis 2
Erantis (billede af Charlotte Gillesberg / Middelalderurter)

For en gangs skyld fortæller vi IKKE om en egentlig lægeplante. I bedste fald kunne man måske sige, at den lille erantis er en ”lægeplante for øje og sjæl”, hvis vi skal holde os i det middelalderlige sprogbrug.

For selv om erantis – alle varianter – betegnes som en urt, er den nemlig giftig for mennesker og må derfor IKKE indtages, og det gælder alle dele af planten.

Men til gengæld har man jo lov til at nyde den smukke lysende blomst, som gennem mange århundreder har været anset for en forårsbebuder. Og erantis er en gammel plante – meget gammel, faktisk!

Eranthis er græsk og betyder forårs­blomst, mens hyemalis betyder vinter­lig. Der findes 7 arter af denne slægt, og de stammer alle fra landene ved Middelhavet. Den almindelige gule erantis, som dyrkes i haven, stammer fra de sydeuropæiske bjergegne, men findes nu forvildet over hele Europa.
Navnet Erantis er det mest brugte, men den kaldes også det mere poetiske navn Vinterblomme. (Kilde: Historiske Haver / Den Gamle By)

Erantis er dog også tidligere kendt under andre navne:
Vintermunke / gul munke (1648); Giftmunke (Falster o. 1870); Gyldenthoved (1911); Vårblomst (191; Præstekrave (1915); Erosblomst, Erosfakkel (1915; en fri oversættelse af slægtsnavnet, som betyder ‘forårsblomst’); Gule gækker (Als), Morgenfrue (Møn), Februarlilje (Bornholm). (Kilde: Vagn J. Brøndegaard, Folk og Flora)

Planten dyrkes i haver, men er naturaliseret i Danmark, hvor den findes i østdanske skove og parker. Centraleuropa er dens oprindelige hjemsted, hvor den vokser på lyse og varme steder i ege-avnbøgeskove, langs skovkanter og på græsningsarealer, men den er sjælden overalt i sit oprindelige område. Planten betragtes som et relikt fra tertiærtiden*) .
*) Tertiærtiden (latin: tertiarius for den tredje) er en forældet betegnelse for den ældste del af Kænozoikum; 65,5 til 1,806 millioner år siden, der efterfulgte perioden Kridt. (Kilde: Wikipedia)

Så det kan sagtens tænkes, at vikingetidens og middelalderens mennesker nød det samme syn af de lysende gule erantis, som vi gør i dag.

Når vi tillader os at kalde erantis for en lægeplante for øje og sjæl, skyldes det, at den er blevet hyldet i prosa og poesi i mange år. Her er et lille udsnit:
• Erantis, små englehoveder i grønne kraver – Ole Vinding
• Stjernens lille søster bredte sit grønne skørt ud og nejede – Martin A. Hansen
• Erantis står som gule æggeblommer tæt over jorden, og i de varme middagstimer lukker de hele deres lille ansigt op til et stort og veltilfreds grin mod solen – Knud Hee Andersen
• Erantis de uovervindelige, der er som et barns allerlyseste latter, hilst af jublende stære – Olaf Andersen
• Erantis! håbets barn! – A. J. Gejlager
• En lille gullokket jente i hvideste brudeskrud – David Monies
• Erantis dukker op – med sin blommegule top – og sin lune, grønne krave – Jørgen Voeler
• Gyldenhoved, blød og rund – med den fine, grønne krave – står du dog så frydefuld, – ret som solen såede guld; – lille, søde gyldenhoved – hold nu, hvad du loved. – Vilhelm Gregersen
(Kilde: Vagn J. Brøndegaard, Folk og Flora)

Men selv om erantis er giftig at indtage, så kan man jo altid nyde den i haven eller på bordet. Man kan sagtens plukke erantis og sætte dem i vand i en lille krukke – den skønne gule farve lyser op, uanset om solen skinner eller regnen siler ned. Og de gennembryder også gerne den stadig snedækkede jord og står som små lanterner i den hvide sne.
Det kan godt højne humøret på en kedelig regnvejrsdag, når man ser på de fine gule blomsterhoveder, som også kan fungere som en form for sol-barometer: Hvis de åbner sig, bliver det snart godt vejr.

Vil du have erantis i din have eller altankasse, skal du have en vis tålmodighed. Erantis er nemme at få til at vokse og formeres let fra frø, som du selv høster. De skal høstes grønne og sås straks efter høst – men du skal have stor tålmodighed: Det tager lang tid, ca. 4-5 år, fra såning til de nye planter er i blomst!
Har du ikke så stor tålmodighed, kan du sagtens købe færdige planter i et havecenter.
En anden måde af få nye planter på, er at flytte planter fra steder med en stor bestand, for eksempel en nabo eller et familiemedlem. Man kan godt flytte erantis, mens de er i vækst, og er det godt etablerede planter (ikke helt nye), kan de deles.
Man kan også købe knolde og sætte dem om efteråret. Her er det en god ide at lægge knoldene i vand, inden de sættes, da de ofte kan være helt indtørrede, efter lang tid i en butik.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait

Dette website bruger cookies. Du accepterer vores brug af cookies, hvis du fortsætter med at bruge siden. This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.