Rosmarin

Rosmarin (Rosmarinus officinalis / Salvia rosmarinus)

Rosmarin er en stedsegrøn halvbusk, der ofte forhandles og dyrkes, som om den var en staude. Den dyrkes på grund af sine aromatiske blade, der bruges i talrige sydlandsk inspirerede retter. Bladene bruges friske eller tørret som krydderi.

Den har en opret og tæt forgrenet vækst. Barken er først lysegrøn med en rødlig solside eller næsten grå på grund af et fint hårlag. Senere bliver den rødbrun, stadig med det fine hårlag. Gamle grene får efterhånden en grålig, opsprækkende bark. Knopperne er modsat stillede, men næsten usynlige nede ved basis af de stedsegrønne blade.

Bladene er kortstilkede og linjeformede (nåleagtige) med indrullet rand. Oversiden er mørkegrøn, mens undersiden er næsten helt hvid. Blomstringen foregår i det meget tidlige forår (i Danmark ofte i marts-april), hvor man finder blomsterne samlet i små stande fra bladhjørnerne. De enkelte blomster er 5-tallige og uregelmæssige (kun én symmetriakse) med lyseblå til mørkeblå kronblade. Frugterne er nødder med hver et myrelegeme.
Rodsystemet er dybtgående og vidt udbredt med flere, grove hovedrødder og mange, fine siderødder.

Rosmarin når en højde af op til halvanden meter og en bredde af cirka en meter. Den årlige tilvækst er omkring 25 centimeter i højden og 15 centimeter i bredden, i sit oprindelsesområde (bl.a. Sydeuropa) dog væsentligt mere. Den regnes som hårdfør til USDA zone 8. (Kilde: Wikipedia)

Den opmærksomme læser vil have bemærket, at der står hele to latinske navne for rosmarin. Det skyldes, at planten frem til 2017 var kendt som Rosmarinus officinalis, men herefter hedder den Salvia rosmarinus, mens det gamle navn nu er et synonym.
Rosmarin er ud af læbeblomst-familien Lamiaceae, der også tæller kendte urter som: Lavendel, Basilikum, Citronmelisse, Merian, Katteurt, Mynte, Salvie og Timian. (Kilde: Wikipedia DK og UK)

Rosmarin har været kendt i England i mange år – nogle mener, at den første gang blev indført af romerne, da de besatte landet, men der er ikke fundet skriftlige kilder hverken omkring dette tidspunkt eller senere. Men man ved, at rosmarin blev betragtet som hellig for de gamle egyptere, romere og grækere. Planten eller dens olie er blevet brugt i folkemedicinen i den tro, at den kan have medicinske virkninger.
Rosmarin er blevet brugt som et symbol for erindring under krigshøjtideligheder og begravelser i Europa og Australien. Sørgende kastede det i gravene som et symbol på minde om de døde. I Australien bæres kviste af rosmarin på ANZAC Day og nogle gange Remembrance Day for at markere erindring; urten vokser vildt på Gallipoli-halvøen, hvor mange australiere døde under 1. Verdenskrig.

Og i adskillige Shakespeare-skuespil henvises til brugen af rosmarin i begravelses- eller minderitualer. I Shakespeares Hamlet siger Ophelia: “Der er rosmarin, det er til erindring. Jeg beder dig, kære, husk.” – Rosmarin optræder ligeledes i Shakespeares Winter’s Tale i 4. akt, scene 4, hvor Perdita taler om “Rosmarin og Rude” [begge er planter]. – I 4. akt, scene 5 af Romeo og Julie, formaner broder Lawrence Capulet-husstanden til at “stik din rosmarin på dette smukke lig, og som skik og brug er, og i hendes bedste tøj, bære hende til kirken.” (Kilde: Wikipedia UK)

Eftersom rosmarin ikke er hjemmehørende i Danmark, men derimod naturligt udbredt i Makaronesien, Nordafrika, Mellemøsten og Sydeuropa, er den med stor sandsynlighed importeret af munke, der havde fået deres læring længere sydpå.

Som en af vore ældste potteplanter blev rosmarin dyrket i 1500-tallet og måske tidligere. I 1559 skal til kongens urtegårdsmand [gartner] skaffes bl.a. rosmarin – i 1607 købes 50 stk. for 6 rigsdalere, og i 1618 anskaffes 60 stk. til Rosenborg have.
Om en datter [hvilken er ikke oplyst] af Christian IV fortælles, at hun ikke kunne tåle duften af rosmarin, fordi den mindede hende om en kær barndomsvenindes død.
Planten er med et helt kapitel omtalt i den første danske havebrugsbog fra 1647: den plantes og sås »i fornemme haver«, men får sjældent samme størrelse som i hjemlandene.
Potteplanten stod om sommeren ude i en træbalje, men overvintrede i kælderen. Dyrkningen ophørte omkring 1850 næsten helt: omkring 1880 omtales den som sjælden.

Selv om rosmarin først kom til Danmark i starten af 1400-tallet (måske tidligere) og ikke har vokset vildt i landet før, bliver den åbenbart ret hurtigt kendt som en lægeplante. Den indgår i hvert fald i midler for udfaldet endetarm (begyndelsen af 1400-tallet).
Og Christiern Pedersen (dansk teolog, forfatter, bogtrykker og oversætter; 1480-1554) anbefaler i sin ”En nøttelig Legebog” rosmarin til blandt andet epilepsi (”den faldende sot [syge]”), appetitmangel, nedfalden drøbel, blødning fra endetarmen, hæmorider og hævede kvindebryster, samt at den skulle kunne fremme graviditet. (Kilde: Vagn J. Brøndegaard)

I dag bruger vi rosmarin i køkkenet – meget ofte til lamme- og svinekød, vildt, fjerkræ og tomatretter, men også i eller på brød.

Derudover er rosmarin en af de urter, der bruges i den såkaldte ”Four Thieves® Vinegar”, der efter sigende har sin oprindelse under pest-plagen i Europa (om historien er 100% sand, vides ikke med sikkerhed):
Under den store pest i 1630 i Toulouse var der fire røvere, der ganske uhindret plyndrede de smittede huse og røvede fra de døende eller døde. De bukkede ikke selv under for sygdommen, trods den risiko de løb. Til sidst blev de dog fanget, ikke af sygdommen, men af myndighederne. De blev dømt til døden, men man lovede dem deres frihed, hvis de ville røbe opskriften på den mærkelige væske, de smurte sig ind i for at undgå smitte – herved kunne man måske redde tusindvis af liv. De fire røvere tilstod deres hemmelighed, og den findes i dag i Toulouse’ arkiver. De smurte sig ind i en eddike, hvor i salvie, timian, lavendel og rosmarin indgik. Denne eddike lod de trække i 6 uger.

Den franske kemiker og lærde René-Maurice Gattefossé (1881-1950) udgav den “originale” opskrift, der hang på museet i Marseille, Frankrig, i sin bog fra 1937, Gattefossé’s Aromatherapy:

”Tag halvanden liter stærk hvidvinseddike, tilsæt en håndfuld af hver af malurt, mjødurt, vild merian og salvie, halvtreds nelliker, halvtreds gram klokkeblomst-rødder, halvtreds gram kvan, rosmarin og kransburre, og tre store mål kamfer. Anbring blandingen i en beholder i femten dage, si og hæld derefter på flaske. Brug den ved at gnide den på hænder, ører og tindinger fra tid til anden, når du nærmer dig et pestoffer.”

En del af nutidens herbalister mener, at Four Thieves® eddiken er god at indtage mod forskellige sygdomme, ligesom der også er mange, der laver en æterisk olieblanding, som kan bruges i duftlamper til at rense luften indendørs specielt i vintermånederne, hvor sygdomme jo ofte er temmelig fremherskende.

Four Thieves® er et registreret varemærke tilhørende Young Living Essential Oils, LC, USA.
Middelalderurter er ikke tilknyttet Young Living Essential Oils, LC på nogen måde.

Henrik Smid (1495-1563) var en svenskfødt læge og forfatter, der i sin bog ”En skøn lystig ny urtegård I 1577 blandt andet skriver om rosmarin: ”Adskiller og opløser seje og grove væsker. Renser blodet og stiller tarmvrid, renser huden og klarer synet. Giver det tabte mæle tilbage.” – Og i en af sine andre urtebøger skriver han: ”Rosmarinvand eller planten kogt med vild polej (mynte?) renser og læger ondartede sår, kræft, fistler, lupus etc.”

Simon Paulli (1603-1680) var en tysk læge, anatom og botaniker i tjeneste hos de danske konger Christian 4. og Frederik 3. Han skriver i sin bog ”Flora Danica Det er: Dansk Urtebog” blandt andet om rosmarin: ” … den er en af de allerbedste for hovedets svagheder, overmåde god at bruge mod apopleksi, epilepsi, katarr, svage øjne, svimmelhed, tandpine, smerter i tungen og hele kroppen, sidebylder (lungebetændelse?), sting i brystet, åndenød, gulsot, tarmluft, kolik, den tarmslim som giver opkastning, endvidere diarre, sten, »kvindernes hvide og røde udflåd«, natlige pollutioner. Man indtager enten et afkog, et sukkerudtræk af blomsterne, de tørrede pulveriserede blade eller det salt og den olie, der på apoteker tilberedes af rosmarin.”

Vidste du det – om rosmarin:

– at den har en kraftig duft, der ifølge gammel tro skærmer mod onde ånder. Jomfru Maria brugte busken som tørrestativ for vasketøjet, og duften skyldes lugten af Jesu sved. (Kilde: Middelalderhaven i Stege)

– at i drivhuse tiltrækker den bestøvende insekter. (Kilde: Middelalderhaven i Stege)

– at på Als var rosmarin til omkring 1850 en yndet stue- og haveplante, her tog ældre kvinder før kirkegang en kvist til »urtekosten« (buketten), der blev lagt i hånden over salmebog og lommetørklæde. (Kilde: Vagn J. Brøndegaard)