Tusindfryd

Tusindfryd / Bellis (Bellis perennis)

Tusindfryd
(billede af Sten Porse – Eget arbejde, CC BY-SA 3.0)


Tusindfryd / Bellis
(billede af Ist der Name noch frei? – Own work, CC BY-SA 3.0)

Hvem kender ikke den lille, hvide blomst med gul midte, som vokser i næsten enhver græsplæne!

Tusindfryd eller Bellis er en 5-15 cm høj urt, der i Danmark vokser meget almindeligt på lysåbne steder. Tusindfryd er velkendt som ukrudt i græsplæner.

Blomstringen sker gennem hele den frostfrie tid mellem marts og oktober. Blomsterkurven er margeritagtig og sidder for enden af en bladløs stilk. Skivekronerne er gule og rørformede, mens randkronerne er hvide med rødlige spidser. Frøene modner godt og spirer villigt.

Rodnettet er groft trævlet og sidder på korte jordstængler, der også danner udløbere. (Kilde: Wikipedia)

Mange relaterede planter deler også navnet “tusindfryd”, så for at skelne denne art fra andre tusindfryd er den undertiden kvalificeret som almindelig tusindfryd, græsplæne-tusenfryd eller engelsk tusindfryd. Historisk set har den også været almindeligt kendt som bruisewort og lejlighedsvist woundwort (dette er nu mere brugt om planteslægten Galtetand, Stachys, som tæller ca. 30 arter). Bellis perennis er hjemmehørende i det vestlige, centrale og nordlige Europa, men er vidt udbredt i de fleste tempererede regioner, herunder Amerika og Australasien.

Tusindfryd kan spises!

Unge blade kan spises rå i salater eller koges – bemærk, at bladene bliver stadig mere sammentrækkende med alderen, og derfor er nyere blade bedst. Blomsterknopper og kronblade kan spises rå i sandwich, supper og salater. Tusindfryd bruges også som en te og et vitamintilskud. (Kilde: Wikipedia UK)

Men tusindfryd / bellis er også en gammel lægeplante og har været brugt i urtemedicin i hvert fald tilbage til Romerriget og sandsynligvis før.

Bellis har sammentrækkende egenskaber. I det gamle Rom beordrede kirurgerne, der ledsagede romerske legioner i kamp, deres slaver til at plukke sække fyldt med tusindfryd for at kunne udtrække deres saft; bellum, latin for “krig”, kan være oprindelsen til denne plantes videnskabelige navn. Bandager blev gennemvædet i denne juice og ville derefter blive brugt til at binde om sværd- og spydsår.

Bellis bruges stadig i homøopati til sår og efter visse kirurgiske procedurer, såvel som til visse traumer hos dyr. Typisk høstes planten, når den er i blomst når det er beregnet til brug i homøopati.

Bellis blomster er blevet anvendt i den traditionelle østrigske medicin internt som te (eller bladene som en salat) til behandling af forstyrrelser i mave-tarmkanalen og luftvejene. (Kilde: Wikipedia UK)

Også i Danmark har tusindfryd været anvendt som lægeplante:

Henrik Smid (ca. 1495-1563) skriver i sin bog ”En Skøn Lystelig Ny Urtegaard” i 1546 blandt andet om tusindfryd (Faa til Liffs Putibug (Concolida minor)): ”Destilleret vand af tusindfryd drikkes mod indvortes hede og nedtrykker koleriske sygdomme. Tilberedt som salat virker den mod forstoppelse. De grønne blade køler hede sår.”

Vidste du:

– at i Tyskland har tusindfryd, underligt nok, været brugt som fosterfordrivende middel. Intet i dens indholdsstoffer af garvesyre, slim, saponiner eller flygtige olier skulle antyde en mulig virkning, men det blev taget så alvorligt, at man i 1739 ved lov påbød at planten skulle udryddes! Det lykkedes som bekendt ikke…..

– at man siger, at Bellis eller Tusindfryd oprindelig ikke hører hjemme her på jorden, men voksede på Himlens enge. Men en dag, hvor Himlens porte ved et uheld stod åbne, løb nogle små djævleunger ind og hev blomster op, løb bort med dem og spredte dem rundt omkring sig. Nogle havnede på himmelbuen og blev til stjerner, mens andre faldt ned på jorden, hvor de voksede videre som Tusindfryd