Skvalderkål

Skvalderkål (Aegopodium podagraria)

Skvalderkål i blomst
Skvalderkål i blomst
(billede af Sten Porse – Eget arbejde, CC BY-SA 3.0)


Skvalderkål
Skvalderkål
(billede af Otto Wilhelm Thomé – Prof. Dr. Thomé’s Flora von Deutschland Österreich und der Schweiz in Wort und Bild für Schule und Haus. Band III. Mit 155 Tafeln in Farbendruck nach Originalzeiehnnngen von Walter Müller in Gera. Gera-Untermhaus. Verlag von Fr. Eugen Köhler. 1888., Public Domain)


Skvalderkål-blad
Skvalderkål-blad
(billede af Frank Vincentz – Own work, CC BY-SA 3.0)

Skvalderkål er en 30-100 cm høj flerårig urt med tæppedannende vækst.

De grundstillede blade er 2-3 dobbelt fjersnitdelte og uligefinnede. Småbladene er skævt hjerteformede med skarpt savtakket rand. Oversiden er mat mørkegrøn, mens undersiden er noget lysere. Stængelbladene er trekoblede med noget mere smalle småblade.

Blomstringen sker i juni-august, hvor de små, hvide blomster ses samlede i skærme, der atter danner større, endestillede skærme på særlige stængler. Frøene modner godt og spirer (for!) villigt.

Rodnettet består af trævlerødder, der sidder på lange, forgrenede jordstængler. Jordstænglerne bærer desuden både grundstillede blade og bladbærende blomsterstængler.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,5 x 2 m (50 x 20 cm/år).

Planten er almindeligt naturaliseret her i landet.

Den stammer fra skovbunden i Central- og Østeuropæiske løvskove, hvor den foretrækker voksesteder i halvskygge og med en jordbund, som er fugtig og næringsrig, dvs. muldbund.

Planten er spiselig, og de unge skud er ganske velsmagende i f.eks. salater. Hele planten har en svagt krydret lugt og smag. Den blev tidligere anset for et virksomt middel mod gigt, især podagra – deraf navnet “podagraria”.

Skvalderkål kan bruges til farvning af uldgarn. Farven kan forventes at blive lys strå-gul (grumset gullig) eller lys gul-grøn på alunbejdset uldgarn. (Kilde: Wikipedia)

Skvalderkål – bare navnet fortæller, at det ikke er en særlig værdsat plante – i hvert fald ikke længere…..

Men faktisk er det i vore dage ret så foragtede ukrudt en gammel lægeplante, hvilket også kan ses af det latinske navn.

De spæde blade er blevet brugt i antikken og gennem middelalderen som en forårsblad / grøntsag, ligesom spinat blev brugt. Det bruges ofte til suppe. Unge blade foretrækkes som en dyrket urt. Planten er bedst fra når den kommer frem (allerede i februar i England) til lige før den blomstrer (maj til juni). Hvis den bruges efter dette tidspunkt, får den en skarp smag og har en afførende virkning. Imidlertid kan den forhindres i at blomstre ved at klemme blomsterne ud og sikre, at planten forbliver spiselig, hvis den bruges mere sparsomt som en potteurt.

Den har også en historie som en medicinsk urt til behandling af podagra og gigt, anvendt i varme indpakninger på kroppen ved kogning af både blade og rødder sammen. Indtaget har bladene en vanddrivende virkning og fungerer som et mildt beroligende middel. Dens brug som medicinalurt er stort set faldet i den moderne tid.

Planterne siges at være introduceret i Storbritannien af ​​romerne som en fødevareplante og i Nordeuropa som en medicinsk urt af munke. Den findes stadig voksende i pletter omkring mange klosterruiner i Europa og beskrivelser af brugen heraf findes blandt monastiske skrifter, såsom i Physica af Hildegard von Bingen. (Kilde: Wikipedia UK)

I bogen ”Urtete fra natur og have” skriver Anemette Olesen om skvalderkål:
”Ordet ’kål’ blev i gamle dage brugt om noget spiseligt. Skvalderkål er almindelig over hele Europa, og den har været her siden stenalderen, selv om munkene får skyld for at have bragt den hertil. Den bliver derfor også kaldt for munkepersille.

Skvalderkål har været kendt som et godt middel mod gigt. På engelsk kaldes den Bishopweed, og det hentyder til biskopper, der havde let adgang til altervinen og derfor var mere udsat for podagra. Planten er tilegnet Sct. Gerhard, der er helgen for de gigtplagede. Bladene er rige på alverdens vitaminer og mineraler, og især er indholdet af kisel højt.”

Hildegard af Bingen (1098-1179) skriver i sit skrift ”Physica” blandt andet om skvalderkål (som har samme virkning som klinte (Agrostemma githago): ”Den, som har mavesmerter, bør knuse dens frø og blade og koge dette i vin og honning. Si dette og drik det varmt. Skal man i drikkelag, drikkes dette for mavens skyld. Den, som ofte er plaget af gigt, bør knuse urten med frø og tilsætte bjørnefedt og tre gange så meget olivenolie. Dette koges så med vand, og derefter smøres det på kroppen hvor det smerter. Det vil straks trænge gennem huden og den værste gigt forsvinder.”

Vidste du:

– at man i England også kalder skvalderkål for: Jord-hylde (den minder om hyldeblomst i både blomst og blad, men de er ikke i familie), Podagraurt, Sne-på-bjerget

– at du kan lave te af skvalderkål – beregn 2 spsk tørrede blomster og blade til 3 dl kogende vand; den kan med fordel blandes med lidt pebermynte, anisisop eller citronmelisse. Hvis du findeler skvalderkålsblade på en foodprocessor kommer de tørrede plantedele til at ligne sort te. Teen drikkes ved menstruationssmerter, opsvulmede led, svimmelhed og jernmangel (fra Anemette Olesens bog ”Urtete fra natur og have)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait

Dette website bruger cookies. Du accepterer vores brug af cookies, hvis du fortsætter med at bruge siden. This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.