Birk

Birk – Dunbirk – Hvid birk (Betula pubescens)

Dunbirketræer
(billede af Orcaborealis – Own work, CC BY-SA 3.0)


Birkeblade
(billede af Sten Porse – Eget arbejde, CC BY-SA 3.0)

Birketræet er et af vores mest kendte træer – med sin hvide bark er den nem at genkende for de fleste. Netop barkens farve har været med til at give dunbirk det navn, den før har været kendt under: Hvid birk. Birketræer har hørt til i Skandinavien – og dermed også i Danmark – siden sidste istid.

Birk er også kendt for noget helt andet: Pollenallergi…..
Rigtig mange bliver ”forkølede” om foråret – nys, løbende næse, stoppet næse, løbende øjne, røde øjne, hoste, vejrtrækningsproblemer – og det skyldes meget ofte birkepollen. Har man astma, kan det godt forværres eller give et anfald, hvis man samtidig er pollenallergiker og udsættes for birkepollen. Og birkepollenallergi kan hænge sammen med allergi overfor flere andre ting: Græs, el, bøg, hassel, eg.

Så mange pollenallergikere er ikke særlig begejstrede for birketræer! Heldigvis er der både konventionelle og alternative midler, der kan bruges.

Men lad os se lidt nærmere på de træer, der giver så store problemer for nogle:

Dunbirk er et løvfældende træ med en opret, stivgrenet vækst. Barken er først rødbrun og dunhåret, senere bliver den gråhvid og glat. På gamle grene og stammer bliver barken opsprækkende og furet.
Knopperne er spredtstillede, ægformede og afrundede. Bladene er ægformede eller næsten runde (hvor de på Vorte-Birk er ruderformede) med en rundtakket rand. Bladstilken er dunhåret, og oversiden er grågrøn, mens undersiden er lidt lysere grågrøn med hårklædning på nerverne. Høstfarven er gul.
Blomsterne er samlet i kønsadskilte rakler, hvor de hanlige ses allerede fra efteråret. Blomstringen foregår før løvspring. De enkelte blomster er stærkt uregelmæssige (reducerede). Frugterne er vingede nødder, der sidder beskyttet i de blivende hunraklers skæl.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 20 x 15 m (50 x 35 cm/år). Dunbirk vokser langsommere fra 25 – 30 års alderen og holder næsten op med at vokse fra 60 – 70 års alderen. Dunbirk kan blive cirka 100 år gammelt. (Kilde: Wikipedia)

Betula pubescens (syn. Betula alba), almindeligvis kendt som dunbirk og også som hedebirk, hvid birk, europæisk hvid birk eller behåret birk, er en art af løvfældende træ, oprindeligt og rigeligt i hele Nordeuropa og Nordasien, der vokser længere nord end noget andet bredbladet træ. Det er tæt forbundet med og ofte forvekslet med sølvbirk (B. pendula), men vokser på vådere steder med tungere jord og dårligere dræning; mindre træer kan også forveksles med dværgbirk (B. nana).

Tre sorter genkendes, og det hybridiserer med sølv- og dværgbirk. En række kultivarer er udviklet, men mange er ikke længere i kultivering. Larven i den høstende møl (Epirrita autumnata) lever af løvet, og i nogle år kan store områder af bjørkeskov affarves af dette insekt. Mange svampe er forbundet med træet, og visse patogene svampe er årsagen til skovdød blandt birketræer.

Træet er en pionerart, der let koloniserer ryddet land, men senere erstattes af højere, mere langtlevende arter. Barken kan fjernes uden at dræbe træet, og barken og tømmeret bruges til drejning og til fremstilling af krydsfiner, møbler, hylder, kister, tændstikker, legetøj og trægulve. Den indre bark er spiselig, og den blev malet som mel og brugt i brødproduktion i tider med hungersnød. Den stigende saft om foråret kan bruges til at fremstille forfriskende drinks, vin, ales og likører, og forskellige dele af træet er blevet brugt i urtemedicin.

Det ydre lag med bark kan strippes af træet uden at dræbe det og kan bruges til at fremstille kanoskind, drikkekrus og tagsten. Den indre bark kan bruges til fremstilling af reb og til fremstilling af en form for olieret papir. Denne bark er også rig på tannin og er blevet brugt som et brunt farvestof og som konserveringsmiddel. Barken kan også omdannes til et kulkvalitet af høj kvalitet, der foretrækkes af kunstnere. Kvistene og de unge grene er meget fleksible og bliver til gode piskeris og koste. Tømmeret er blegfarvet med en fin, ensartet struktur og bruges til fremstilling af krydsfiner, møbler, hylder, kister, tændstikker og legetøj og til trædrejning.

Det samiske folk i Skandinavien brugte barken af ​​både B. pubescens og B. pendula som en ingrediens i brødfremstilling; den rødlige floem (det vaskulære væv i planter, der leder sukkerarter og andre metabolske produkter nedad fra bladene) lige under den ydre bark blev tørret, formalet og blandet med hvedemel for at fremstille et traditionelt brød. I Finland blev mämmi, en traditionel påskret, pakket og bagt i kasser med birkebark. I dag bruges papkasser, men påtrykt det typiske barkmønster. Birkebark blev brugt som nødfoder i hungersnød; i Novgorod i 1127–28 spiste desperate mennesker det sammen med sådanne ting som bladene fra lindetræer, træmasse, halm, skaller og mos. På Island bruges afskæringer af birketræer med birkesaft til fremstilling af en sød birkelikør. Fjernelsen af ​​bark var på et tidspunkt så udbredt, at Carl Linné udtrykte sin bekymring for skovlandets overlevelse. Bladene kan tilføres kogende vand for at lave en te, og ekstrakter af planten er blevet brugt som urte-remedier. (Kilde: Wikipedia UK)

I de senere år er mange igen blevet opmærksomme på brugen af birk til alternativ medicin – især er birkesaft blevet populært. Saften er sød i smagen og bliver brugt til fremstilling af såkaldt naturligt sødemiddel som Birkesød, men også Xylitol, som fungerer som sødemiddel i tyggegummi og mange sukkerfri fødevarer.
Men birkesaft i sig selv er også blevet en handelsvare og tappes flittigt i blandt andet Polen.
Mange mener, at ubehandlet birkesaft kan drikkes for at modvirke pollenallergi – der er dog ikke p.t. noget videnskabeligt belæg for dette, men det vil da ikke forbløffe, hvis det er sandt.

Birkesaft er en velsmagende saft, som man tapper om foråret fra birketræet ved at bore et hul ind til stammens midte gennem barken. Man isætter et rør eller en slange til en beholder, som det kan dryppe ned i. For at få det bedste resultat skal man ikke bore hullet, hvor der er knaster eller grene. (Kilde: Wikipedia)

På engelsk er birkesaft kendt som Birch sap (birkesaft), birch water (birkevand) eller birch juice (birkejuice).

Anemette Olesen skriver i sin bog ”Urtete fra natur og have” blandt andet, at man før i tiden smurte birkesaft på hvepse- og myggestik, og at man kunne tygge de friske blade for at lindre nyregrus. Man brændte også birketræ og brugte asken i salver og som læbepomade.
Man kan lave en te af blade fra birk: Bladene indsamles fra maj til august. Kom 3 spsk friske blade i en gryde og hæld vand i, til det dækker. Kog dem i 10 minutter. Si bladene fra og drik teen ved væskeophobninger, eller bland bladene med mælkebøtte til birke-mælkebøttete.

Hildegard af Bingen (1098-1179) skriver i sit skrift ”Physica” blandt andet om (hvid) birk: ”Hvid birk er mere varm end kold. Det står for glæde. Hvis nogen lider af betændelse hvad enten det skyldes kræftsår eller orm som gnaver, så tag nogle skud af dette træ. Opvarm det i solen eller over ild og læg afkoget på de betændte steder. Bind det eventuelt fast med et klæde og hvis dette gøres af og til bliver man rask.”

Vidste du:

at birk er godt og grundigt kendt i overtroen – se bare her:
– På afstand kan en “heksekost” se ud som fuglereder fra krager eller skader, men det er det ikke. De mange sammenfiltrede grenpurrer skyldes en svamp i træet. Heksekostene kaldes også for ovnkoste, tordenkoste og trolderis.
– Der har altid været megen overtro forbundet med de særegne vækster. Sankthansaften før solnedgang skulle både kvæg og heste stryges hele tre gange over ryggen med en heksekost til værn mod hekse. Fejede man sin trappe med en heksekost, kunne en heks ikke gå op ad den.
– Der bor lykkefugle i en birk med heksekoste, mente man i ældre tid. Det var derfor et godt værn mod ildebrand, om man havde et stående nær sin gård. Heksekoste vokser kun på dunbirk. (Kilde: Danske Anlægsgartneres hjemmeside)

– Forheksede mennesker skal piskes med birkeblade, da de så bliver raske igen.
– Hvis man har en birk ved huset, så er man sikret mod lynild.
– Tidligere blev barnesenge altid lavet af birk, da det forhindrede børnene i at blive forhekset. (Kilde: https://www.homeandgarden.dk/)