Skovmærke

Skovmærke / Bukkar (Galium odoratum)

Skovmærke
(billede af Jerzy Opioła – Eget arbejde, CC BY-SA 4.0)


Skovmærke
(billede fra Public Domain, Botanisk illustration fra Thomé, Flora von Deutschland, Österreich und der Schweiz 1885)

Den lille, næsten undselige plante i skovbunden vidner om forår. Og den dufter skønt, især tørret. Nogle vil måske tænke, at den er ukrudt – men faktisk er den en gammel lægeplante, også i Danmark.
Dog skal man lige have for øje, at for store doser af det stof, der får planten til at dufte – kumarin – er giftigt. Lidt kan man godt tåle, men ikke for meget.

Skovmærke eller Bukkar er en 10-30 cm høj urt, der vokser i muldrige løvskove, hvor den danner tætte bestande. Planten er vellugtende, når blade eller stængler knuses.
Skovmærke er en vintergrøn flerårig urt, der danner tætte bestande. Skuddene er oprette eller opstigende og firkantede med ru hår. Bladene sidder i 6-8 tallige kranse. De enkelte blade er lancetformede med en fintornet, ru rand. Over- og underside er græsgrønne. Løvet holder sig frisk langt ud på vinteren. Blomstringen sker i maj og juni, hvor de endestillede halvskærme hæves op over bladdækket. De enkelte blomster er hvide og firetallige. Frugterne er todelte spaltefrugter, der spredes ved at hægte sig fast i pels eller tøj.
Rodnettet består af underjordiske stængler, der er stærkt forgrenede. Rødderne er fine og gennemvæver jorden helt.

Skovmærke er i Danmark almindelig i Østjylland og på Øerne. Den findes i løvskove på muldbund.
Den kan fungere som bunddække i skygge, skovbund, bund mellem roser.
De grønne dele af planten indeholder et stof, som fraspalter kumarin. Det dufter fint og krydret (som godt enghø), hvad der gør, at planten bruges til grønne kranse og som drinkskrydderi (fx i snaps).

Plant Skovmærke ud i april, og vælg et skygget, fugtigt voksested. Hvis overjorden er for tung bør der tilføres en blanding af lige dele filtergrus (2-6) og harpet kompost. Råjorden kan eventuelt tilføres lige dele filtergrus og perlegrus. Vand planten i tørre perioder den første sæson. Derefter skal den kunne klare sig selv. Gødskning bør undgås, da det hæmmer blomstringen. Planten kan deles i april. (Kilde: Wikipedia)

Galium odoratum, den sødtduftende snerre, er en blomstrende flerårig plante i familien Rubiaceae, der er hjemmehørende i store dele af Europa fra Spanien og Irland til Rusland, samt Vest-Sibirien, Tyrkiet, Iran, Kaukasus, Kina og Japan. Den er også sparsomt naturaliseret på spredte steder i USA og Canada. Den dyrkes vidt omkring for dens blomster og dens sødtduftende løv.
En urteagtig plante, den vokser til 30-50 cm lang, ofte liggende fladt på jorden eller understøttet af andre planter. Dens sproglige navne (på engelsk) inkluderer woodruff, sweet woodruff, og wild baby’s breath; mester over skoven ville være en bogstavelig oversættelse af den tyske Waldmeister. Det forveksles undertiden med Galium triflorum (Treblomstret snerre) og Galium verum (Gul snerre, ”Jomfru Marias Sengehalm”).

Den skylder kumarinens lugtstoffer dens søde lugt og bruges undertiden som et smagsstof på grund af dens kemiske indhold.

Som tilnavnet odoratum antyder, er planten stærkt duftende, den søde duft stammer fra kumarin. Denne duft øges, når den visner, og fortsætter derefter med at tørre, og den tørrede plante bruges i potpurri og som en middel mod møl. Det bruges også hovedsageligt i Tyskland til at sætte smag på majvin (kaldet “Maibowle” eller “Maitrank” på tysk), sød juice punch, sirup til øl (Berliner Weisse), brandy, gelé, marmelade, en sodavand (Tarhun, som er georgisk), is og urtete. Også meget populære er Waldmeister aromatiseret gelé, med og uden alkohol. I Tyskland bruges det også til at give smag til sherbetpulver [en frossen dessert lavet med frugtsaft tilsat til mælk eller fløde, æggehvide eller gelatine], der er fremtrædende i Günter Grass ‘roman ”The Tin Drum”. (Kilde: Wikipedia UK)

Den blomstrer i maj-juni, og hele planten dufter ved tørring som nyslået hø på grund af et stof, der hedder kumarin. Det er samme stof, der er i f.eks. vaniliegræs, sweetgrass og stenkløver.
Planten vokser i hele Europas skove på god muldjord og i nogen skygge.

Den egner sig som bunddække mellem buske, træer og høje stauder, endvidere kommer løgvækster også fint op igennem den. Hvis den får vand nok og lidt skygge, kan den dyrkes i krukker ude eller inde.

Kulinarisk bliver den brugt til at lave Majvin af. Det gøres nemmest ved at putte en kvist i et glas hvidvin, eller at følge en af de mange gamle opskrifter, der findes med flere ingredienser. Denne majvin drikkes traditionelt i Tyskland og Frankrig omkring 1. maj som forårskur. Desuden i the og urtesnaps, og som smagsgiver til diverse frugtretter og isdesserter. Det er altid små mængder, man bruger, da store doser kumarin er giftig.

Af roden udvindes rød farve, af de grønne dele grågrønne farver. Planten bruges i duftende kranse, parfume og i potpourri som fiksativ. Duften er meget holdbar. Tørret plante bliver brugt som mølmiddel mellem tøj, og førhen som strøplante på gulve. Den er foderplante for flere slags sommerfuglelarver.

Medicinsk anvendes den som vanddrivende, krampeløsende, betændelseshæmmende, blodfortyndende, mod lette mavesmerter, leverbetændelse, som alment tonikum, og er mildt beroligende.

Den tørrede plante bliver giftig hvis den udsættes for fugt under opbevaringen. Max dosis i følge drogelisten 1/2 g. plante om dagen. Bruges ikke sammen med kredsløbsmedicin og ved graviditet. (Kilde: Urtegartneriet.dk)

Henrik Smid (ca. 1495-1563) var en af middelalderens læger, og i hans bog ”En Skøn Lystelig Ny Urtegaard” skriver han i 1546 om skovmærke (Mysicke, Bockare, Skoumerche): ”Urten sat på vin i maj, vederkvæger hjertet og usund lever. Frisk eller tørret urt bruges til badning af småbørn med udslet og til fodbad.”

Vidste du:

– at skovmærke hører til planeten Mars
– at i magien bruges skovmærke til renselse og fornyelse, og som beskyttelse mod negativitet
– at skovmærke tiltrækker alfer (Kilde: Urtegartneriet.dk)

– at man i det sydvestlige Jylland omkring 1870 brugte skovmærkekranse som en betydelig handelsvare på markeder og torve – ”kransekoner” stod og falbød kransene fra hele kurvefulde

– at man mange steder i hele Danmark brugte skovmærkekranse til at give duft i hjemmene – nogle steder blev kransene lavet af skolebørnene, andre steder af fattige (mest kvinder)

– at i midten af 1800-tallet nogle steder i Jylland gik unge piger i skoven på 2. pinsedag for at plukke skovmærker og andre blomster til ”brudekranse”. Kransene blev brugt i en gammel skik:
Når pigerne kom fra skoven, gik karlene (de unge mænd) dem i møde og sluttede kreds om forrige års ”pinsebrud”; hun greb en krans og kronede den karl, hun valgte til sin pinsebrudgom. Så sluttede alle pigerne kreds om denne karl, og han valgte sin brud ved at sætte en anden bukkar-/ skovmærkekrans på en piges hoved (Kilde: Vagn J. Brøndegaard, Folk og Flora bind 4)