Anis

Anis (Pimpinella anisum)

Anis plante
Anis-plante
(billede af JogiAsad – Eget arbejde, CC BY-SA 4.0)


Anis frø
Anis-frø
(billede af User:Ben_pcc. – My desk., Public Domain)

Anis, også kendt som anisfrø, er en blomstrende plante i familien Apiaceae, der er hjemmehørende i den østlige Middelhavsregion og Sydvestasien.

Dens smag har ligheder med nogle andre krydderier, såsom stjerneanis, fennikel og lakrids. Den er vidt dyrket og bruges til at sætte smag til mad og alkoholholdige drikke, især omkring Middelhavet.

Anis blev først dyrket i Egypten og Mellemøsten og blev bragt til Europa for dens medicinske værdi. Anis er blevet dyrket i Egypten i ca. 4.000 år.

Anis er sød og meget aromatisk, kendetegnet ved dens karakteristiske smag. Frøene, hele eller malede, bruges til tilberedning af te og tisaner [urte-teer] (alene eller i kombination med andre aromatiske urter) såvel som i en lang række regionale og etniske konfekturevarer.

De gamle romere serverede ofte krydrede kager med anis kaldet mustaceoe ved afslutningen af festmåltiderne som fordøjelsessystem. Denne tradition for servering af kage i slutningen af festlighederne er grundlaget for traditionen med at servere kage til bryllupper.

Anis bruges til at sætte smag på adskillige alkoholiske drikke, så som græsk ouzo; italiensk sambuca; bulgarsk mastika; fransk absint, anisette, og pastis; spanske Anís del Mono, Anísado  og Urter de Majorca; tyrkisk og armensk rakı; libanesisk, egyptisk, syrisk, jordansk, israelsk og palæstinensisk arak; og algeriske Anisette Cristal. Uden for Middelhavsområdet findes det i colombiansk aguardiente og mexicansk Xtabentún. Disse væsker er klare, men ved tilsætning af vand bliver de uklare, et fænomen kendt som ouzo-effekten.

Den vigtigste anvendelse af anis i traditionel europæisk urtemedicin var for dens carminative virkning (reducering af flatulens [tarmgasser]), som bemærket af John Gerard i hans Great Herball, et tidligt encyklopædi af urtemedicin: ”Frøet spilder og fortærer vind og er godt mod forspændinger og oprør af stomacken, alaieth gripinger af maven, provokerer urin forsigtigt, gør mængden af ​​mælke og omrører kropslig vellyst: det stager laske (diarré) og også hvid flux (leukorrhea) hos kvinder.”

Ifølge Plinius den ældre blev anis brugt som en kur mod søvnløshed, tygget med alexander [makedonsk persille] og lidt honning om morgenen for at friske vejret, og, når det blandes med vin, som et middel mod slangebid. I medicinen fra det 19. århundrede blev anis tilberedt som aqua anisi (“Anis vand”) i doser på en ounce eller mere, og som spiritus anisi (“Anis Spirit”) i doser på 5-20 minimer [gammel måleenhed]. I tyrkisk folkemedicin er dens frø blevet brugt som en appetitstimulerende middel, beroligende middel eller vanddrivende middel. (Kilde: Wikipedia UK)

Anis er en gammel krydderurt, der har været kendt i Norden siden middelalderen og er blevet dyrket som både smagsgivende krydderurt og som lægeplante. Hele planten er skønt duftende og smagende af lakrids – de fleste vil kende smagen fra de dejlige, røde bolsjer, der kaldes ’Kongen af Danmark’. Det navn stammer helt tilbage til 1600-tallet, hvor det ifølge fortællingen var Christian den 5., der fik ondt i halsen og tilkaldte sin livlæge. Livlægen ordinerede anisolie, som var tidens medicin mod ondt i halsen. Men ufortyndet anisolie smager stærkt og kongen ville ikke indtage den. Derfor måtte livlægen finde på noget. Han havde hørt, at nogle apotekere blandede medicin med sukkermasse for at få den til at glide ned. Han lavede derfor en varm sukkermasse, som han tilførte anisolie og en smule rødbedesaft. Det blev til fine, røde bolsjer, som kong Christian den 5. gladelig spiste – og efter sigende blev rask! Kongen af Danmark-bolsjer produceres stadig og de ovale, røde bolsjer er ofte præget med en kongekrone. (Kilde: Albinus Frø)

Henrik Harpestreng (1164-1244) var en dansk kannik og middelalderlæge, som i sin urtebog ”Liber Herbarum” blandt andet skriver om anis: ”Anis er hed og tør, og opløser ond luft og blæst i maven. Den er god for syg milt og syg lever. Den øger kvinders mælk, og den vækker lyst til kvinder. Dan standser diarré og fremkalder sved. Man skal brænde frøene og indsnuse røgen, da tager det hovedpine. Stødes planten (frøene) med olie, og dette lægges i øret, stilner det ørepine.”

Henrik Smid (ca. 1495-1563) var en af middelalderens læger, og i hans bog ”En Skøn Lystelig Ny Urtegaard” skriver han i 1546 blandt andet om anis (Anjis): ”Varmende og tørrende. Anisfrø eller konfekt deraf er godt for dårlig ånde og til at bringe søvn. Frø eller afkog af urten er godt mod vattersot og åbner lever og fremmer urinen samt slukker tørsten, læger sår i maven, leveren, lungen og livmoderen. Styrker fordøjelsen, stopper hikke og opstød, letter åndedræt og stiller smerter i maven. Det stødte frø eller bladene kan lægges som plaster på øjet og uddrive fremmedlegemer. Røgen af anis fjerner hovedpine.”

Vidste du:

– at de unge blade af anisplanten er fine i salater og frøene er gode som krydderi – f.eks. i fiskeretter er de delikate. De er velegnede i kager, is og desserter – eller i det hele taget alle de steder, hvor vi i de senere år har lært at bruge lakrids som smagsgiver i både det søde og det salte køkken

– at de lakridsduftende blomster er smukke drysset over en kage eller en salat

– at den græske læge, Hippokrates, der traditionelt betragtes som lægekunstens fader, brugte frøene af anis mod bl.a. gulsot. Og han omtaler en festlig graviditetsprøve: Kvinden skulle indtage en lille portion pulveriserede anisfrø og derefter gå i seng. Fik hun da kløe omkring navlen, var hun gravid – ellers ikke!

– at de græske læger fra oldtiden planten var begejstrede for anisplanten og døbte den ’aniketos’, der betyder, at den er uovervindelig

– at man i Indien dækker frøene med en sukkermasse og tygger dem som små pastiller efter maden, hvor de både beroliger maven efter stærkt krydret mad og giver frisk mund

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait