Hamp

Hamp (Cannabis sativa)

Hamp
Hamp
(billede af United States Fish and Wildlife Service)

Hamp, også kaldet almindelig hamp, er en art i slægten Cannabis. Det er en op til 3 meter høj, enårig urt.

Den stammer oprindelig fra Centralasien og er en af de ældste nytteplanter i verden.

Langt de fleste kender hamp som et rusmiddel, og der er stadig stor debat om virkningen af medicinsk hamp (altså den uden de euforiserende stoffer). Men hamp er faktisk en af verdens ældste nytteplanter, og dens historie går 8.000 år tilbage.

Alle plantedele er egnet til fremstilling af levnedsmidler. Den dyrkes på grund af de olieholdige frø og de indtil 25 mm lange bastceller, som danner op til 3 meter lange baststave. Basten anvendes bl.a. til tovværk. Frøene anvendes som fødevare eller som dyrefoder, og olien der udvindes af frøene kan ligeledes anvendes inden for kosmetik eller medicin.

Men som nævnt går historien om brugen af hamp tusinder af år tilbage. Hamp er blevet dyrket i Taiwan i stenalderen, hvor man med stor sandsynlighed har lavet snore og reb af planten (spor er blevet fundet på lervarer). Og omkring år 2700 f.Kr. bruger den kinesiske kejser hamp som medicin – i Indien mente man, at hamp var anti-inflammatorisk og kunne helbrede spedalskhed.

Omkring år 1000 f.Kr. opdagede hinduerne så, at hamp kunne bruges som et afslappende middel – altså et rusmiddel, dog ikke i så kraftig virkning. Og i 1378 e.Kr. kom så det – så vidt vides – første forbud mod at ryge cannabis, udstedt af den osmanniske emir Soudoun Scheikouni.

Som planten udbredtes, kom der flere forbud – i slutningen af 1400-tallet var det pave Innocens d. 8, der sagde, at planten var Satans værk, og at de, der brugte planten, kunne stemples som hekse. Omkring år 1800 måtte den franske kejser Napoleon udstede forbud mod at ryge hamp (hash), som hans soldater havde hjembragt fra Egypten.

Dog kom plantens medicinske egenskaber til sin ret igen i løbet af 1800-tallet, hvor blandt andet en britisk militærlæge anbefalede planten mod gigt og kramper. (Kilde: Magasinet Historie)

Henrik Harpestreng (1164-1244) var en dansk kannik og middelalderlæge, som også har skrevet en urtebog, eller lægebog om man vil, kaldet ”Liber Herbarum”. I den skriver han blandt andet om hamp: ”Kogt uddriver den al gift og uren væske fra hjertet. Hvis hamp knuses rå mellem hænderne og lægges på slangebid, uddriver den slangegiften.”

Henrik Smid (ca. 1495-1563) var en af middelalderens læger, og i hans bog ”En Skøn Lystelig Ny Urtegaard” skriver han i 1546 blandt andet om hamp: ”Den pressede saft af frøene afkøler maven. Kogt mælk med hampefrø tager hosten. Destillat af den grønne hamp køler hoved og lemmer og er godt mod podagra, og saften dræber orm og andre dyr, der er krøbet ind i ørerne.”

Hildegard af Bingen (1098-1179) var en tysk abbedisse, mystiker, forfatter, læge og komponist. Hun skriver i sit skrift ”Physica” blandt andet om hamp: ”Frø af denne plante er god føde for mennesker. Den er mild og udbytterig for maven og fjerner overflødig slim. Hvis en person, som har et svagt hoved, spiser hamp, kan det påvirke hovedet. Det påvirker ikke den sunde som er ved sine fulde fem. Hvis nogen er meget syg, kan hampefrø give maveproblemer. En, der ikke er så syg, tager ikke skade.”

– Så det tyder på, at Hildegard allerede i sin tid har bemærket, at i hvert fald nogen kunne ”tage skade” eller reagere uhensigtsmæssigt på brugen af hamp.

Vidste du:

– at den engelske dronning Victoria muligvis har lettet menstruationssmerter med cannabis

– at spindemider og lus ikke kan lide lugten af hamp

– at hamp er rig på let optagelig protein, aminosyrer og essentielle fedtsyrer som omega 3, 6 og 9

– at hamp indeholder mere protein end kød

– at man i dag på Bornholm producerer blandt andet hampemel og hampefrøolie (helt lovligt) (Kilde: Bornholmerhampen)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait