Humle

Humle (Humulus lupulus)


Humle
Humle i blomst
(billede af Sten, CC BY-SA 3.0)

Humle er en slyngende urt med op til 6 meter lange ru stængler. Humle vokser i Danmark som forvildet i ellesumpe og skovbryn.

Hunblomsterne sidder i kogleagtige stande (“humlekopper”), der er tæt besat med duftende lupulinkirtler. Humlen har været anvendt som krydderi til gærede drikke i mange århundreder. Helt tilbage i middelalderen anvendtes humle i mjødbrygningen.

Humle indeholder en række smagsstoffer, herunder terpener, svovlholdige stoffer og glykosider, der forekommer i højere koncentrationer i kornene end i blomsterne.

Humlen indeholder resin og lupulin, der giver den bitre smag, og over 300 forskellige æteriske olier. Olierne giver de citrusagtige, blomstrede og krydrede aromatiske nuancer. Blandt de over 300 forskellige olier er det kun fire, der har afgørende indflydelse på øllets aroma og som især giver smag: myrcen, caryofellen, farnesen og humulen.

Blomsterne indeholder en række essentielle olier, som har en aromatisk effekt på øllet. Sammensætningen og koncentrationen af olierne i humlen afhænger af humlesorten, vækstbetingelser og opbevaring. Indholdet af olier ligger mellem 0,4 – 2,5 ml. pr. 100 g humle. Terpener er ikke-forsæbbare lipider, der både forekommer som lineære og cykliske molekyler.

Humle, der sprøjtes med svampebekæmpelsesmidler, indeholder en række svovlholdige stoffer, der giver en uønsket smag og lugt til øllet.

Humle indeholder en række glykosider. Flere studier har påvist, at en del af humlesmagen stammer fra hydrolyserede derivater af glykosider, der efterfølgende reagerer med en række organiske forbindelser i urten, herunder linalool. Disse reaktioner er ikke fuldt forstået.

Humlekornene indeholder voks og fedtsyrer, bestående af steroler og lange karbonkæder. Humlefrø indeholder faste olier, som kan give en harsk bismag, og derfor anvendes der ofte humle uden frø. (Kilde: Wikipedia)

Det er interessant, at humle gennem tiden ikke bare har været brugt til ølfremstilling, men også har været betragtet som et lægemiddel. Siden 1500-tallet har man brugt humle mod barnløshed, men resultatet er yderst tvivlsomt. Til gengæld indeholder humle hormonet østrogen, som forskubber kvinders mensescyklus, og derfor bruges den i dag mod præmenstruelt besvær.

Nok så påfaldende er det, at i områder med stor humleavl, blev der ikke født børn ni måneder efter humlehøsten! Hvad man ikke vidste den gang er, at planteøstrogen fra humlekopperne kunne optages gennem humleplukkernes hud, et forhold man først i nyere tid er blevet opmærksom på. En anden mulighed er, at planteøstrogenet er blevet optaget gennem luftvejene med det støv, som kommer fra humlekopperne.

Humle er dog gennem tiden hovedsagelig blevet brugt til ølbrygning og kun i lille målestok som medicinsk plante. Humle vokser vildt i mange hegn, så i teorien kan man gå ud og plukke sin egen humle til ølbrygning, men så ved man først om den giver en god smag, når der er brygget med den flere gange. På forsøgscenteret i Årslev blev der for en del år siden indsamlet danske humleplanter. Det var for at finde frem til god humle til øl, men planten blev ikke indsamlet af medicinske årsager.

Det er humlen i øllet, der har medicinsk virkning. Normalt har man sagt, at hvis en person blev sløv og faldt i søvn efter at have drukket øl, så var det fordi vedkommende havde drukket for meget. Men nyere kliniske studier har rent faktisk vist, at humlens kopper både har en beroligende og en søvndyssende effekt. Kopperne er hunplanterne.

Humle er ligeledes antiseptisk, især mod de frygtede stafylokokker, og udtræk af humlens kopper vil antagelig kunne mindske fremtidig brug af antibiotika. (Kilde: Medicinhaverne i Tranekær)

Humle stammer oprindeligt fra Kina, men er siden middelalderen blevet dyrket som nytteplante i Europa, hvor den blev brugt som lægeplante, og udelukkende dyrket i klosterhaver. Munke i Centraleuropa fandt på at tilsætte humle ved ølbrygning, hvilket sidenhen blev en kendt skik i Norden.
I 1300-tallet var de fleste gårde i Danmark selvforsynende med humle, da ølbrygning var en almindelig del af husholdningen. Særligt på Nord- og Vestfyn var forholdene ideelle til at dyrke humle, og frem til midten af 1800-tallet havde nogle af gårdejerne en god indtjening på at dyrke og sælge humle.
Herefter fik den fynske humleproduktion sit knæk, da brygger J.C. Jacobsen (grundlægger af Carlsberg) begyndte at brygge bayersk øl og importere humle fra udlandet. De gamle danske humlesorter blev efterfølgende i begrænset omfang bevaret på Carlsbergs forskningslaboratorier, hvor de indgik i et forædlingsprogram udført af Professor Øjvind Winge. Disse indgår i den eksisterende humleklonsamling ved AU-Årslev. (Kilde: Institut for fødevarer, Aarhus Universitet)

De i fortiden kendte skribenter så mest humlen som et medicinsk middel.

Henrik Harpestreng (1164-1244) var en dansk kannik og middelalderlæge, som i sin urtebog, eller lægebog om man vil, kaldet ”Liber Herbarum” blandt andet skriver om humle: ”Den er hed og tør. Den renser milt og lever og hjælper imod deres sygdomme. Den uddriver urinen og renser alle legemets lemmer for betændelse. Hvis kvinder bliver lukket til forneden, da renser den deres blodflod og lader dødt barn komme ud. Drikkes den i honning og vand, hjælper det imod lårværk og smerter i lysken.”

Henrik Smid (ca. 1495-1563) var en af middelalderens læger, og i hans bog ”En Skøn Lystelig Ny Urtegaard” skriver han i 1546 blandt andet om humle: ”Den unge humle brugt i maden renser blodet, åbner maven, leveren og milten. Humle kogt i vin renser legemet for skadelige stoffer. Dampbad af humle letter urinafgang, når den er besværlig og virker velgørende på en hård forstoppet livmoder.”

Hildegard af Bingen (1098-1179) var en tysk abbedisse, mystiker, forfatter, læge og komponist. Hun var dog ikke så begejstret for humle og skriver i sit skrift ”Physica” blandt andet: ”Dette er ikke nogen god plante for mennesket, fordi planten gør at man bliver melankolsk og får triste tanker, og den gør indvoldene tungere. Men plantens bitre smag får drikke til at holde sig længere.”

Vidste du:

– at humle, sammen med baldrian og kamille, er en af de mest anvendte urter til beroligende og søvnfremkaldende teer, urtepiller med mere

– at humle efter sigende indeholder planteøstrogen

– at humle kan spises, stænglens unge skud er spiselige og kan koges på samme måde som asparges

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait