Julerose

Julerose, almindelig / Nyserod (Helleborus niger)

Julerose
Julerose
(billede af Wikimedia, CC BY-SA 3.0)

Almindelig julerose eller hvid julerose er en skyggetålende, stedsegrøn og meget tidligt blomstrende staude med hvide blomster. Den bruges ofte som bunddækkeplante eller til snit i vinterperioden. Hele planten er giftig. Artsendelsen niger (= “sort”) skyldes plantens sorte jordstængel. (Kilde: Wikipedia)

Julerosen er en gammel kending i de danske haver. Navnet julerose blev givet til planten allerede i middelalderen, netop fordi den blomstrer ved juletid. Planten var meget yndet først som lægeplante, senere som prydplante.

Lægeplante, ja! Julerosen, der på latin hedder noget så flot som Helleborus niger, er nemlig en gammel lægeplante. Planten blev grundet rodens glimrende egenskaber dyrket som sådan i alle danske apotekerhaver. Vender man sig mod de gamle danske farmakopeer og lægebøger er der nærmest ingen ende på de dårligdomme, som julerosens rod virkede imod.

Julerosens rod blev således brugt imod for eksempel bugvattersot, epilepsi, fnat, gigt, gulsot, hjertebesvær, hududslet, hysteri, hård mave, kløe, koldfeber, nervøse lidelser i endetarm og kønsdele, parasitter, skab, skurv, spedalskhed og utøj. Læg dertil, at den pulveriserede rod fremmede afføring, galde, mavesaft, menstruation, opkast og urin.

Om den virksomme juleroserod træffer man ofte på sætninger som den efterfølgende i de gamle lægebøger:
”Og med Velsignelse bruges til at opløse og ved Stolgang udføre al sej Slim og Orm af Maven og alle Lemmer.”

Julerosens folkelige navn er nyserod, da den tørrede og pulveriserede rod blev brugt som nysepulver, der skulle være i stand til at rense hjernen.

Når alt dette er sagt om rodens vidunderlige egenskaber, skal man dog ingenlunde forglemme, at julerosens rod i sandhed er meget giftig. (Kilde: Den Gamle By i Aarhus, blog)

I et fransk, populært julespil fra middelalderen, fortælles en smuk legende om, hvordan julerosen blev til. I spillet vises de hellige tre konger, og bondepigen Madelon slutter sig til dem på vej til Betlehem. Men mens konger bringer deres dyrebare gaver ud, græder Madelon, fordi hun ikke kan ofre barnet noget offer, ikke engang en blomst, fordi det er vinter. En engel vises derefter for hende og fører hende uden for stalden. Hvor englevingen berører jorden midt i vintermørket og kulden, dukker en blomst op fra jorden. Dette er julerosen, som Madelon nu kan vælge og bringe Frelseren som hendes ydmyge hyldest. En anden legende fortæller, at julerosens blomster oprindeligt var sorte, men at de på mirakuløst vis blev hvide som sne, da Jesus blev født. (Kilde: Urtekildens planteleksikon, Norge)

Også de kendte helseskribenter i fortiden vidste en del om julerosen, men har dog noget blandede anbefalinger og advarsler.

Henrik Harpestreng (1164-1244) var en dansk kannik og middelalderlæge, som i sin urtebog, eller lægebog om man vil, kaldet ”Liber Herbarum” blandt andet skriver om julerose: ”Den er hed og tør, og hvis en kvinde ligger på den udstødes dødt barn. Hvis den stødes og kommes op i næsen, nyser man, og det tager sygdomme væk fra hovedet. Den er god som smørelse omkring øjnene. Som brækmiddel uddriver den væsker og store, gamle sygdomme. Den som vil bruge julerose til lægedom skal gøre det varsomt for ikke at dø deraf. Kogt i eddike klarer den tandpine.”

Henrik Smid (ca. 1495-1563) var en af middelalderens læger, og i hans bog ”En Skøn Lystelig Ny Urtegaard” skriver han i 1546 blandt andet om julerose [Sort Nyseurt]: ”Roden er giftig og blev af romerne brugt som renselsesmiddel og mod epilepsi, vattersot, spedalskhed, krampe m.m. Bed at stikke roden op i skeden fremkaldes straks menstruation. Den pulveriserede rod renser sår og bylder. Vær forsigtig med brugen.”

Hildegard af Bingen (1098-1179) var en tysk abbedisse, mystiker, forfatter, læge og komponist. Hun skriver i sit skrift ”Physica” blandt andet om julerose: ”En person der lige pludselig får et formørket sind, bør spise roden af julerose. En der er angrebet af gigt bør også spise roden, da det tager smerterne. Har man brændende smerter i maven, skæres roden op i vin og dette drikkes til man får det bedre.”

Vidste du:

– at julerosen ofte blev plantet ved indgangen til huset, fordi man mente, at den kunne jage alle onde ånder og andre ubehageligheder væk

– at julerosen så sent som i 1700-tallet blev anbefalet af Carl von Linné (svensk læge og botaniker, 1707 – 1778) mod melankoli, mani og hysteri

– at roden af hvid julerose er blevet brugt som ulvegift, lokalbedøvelsesmiddel, abortmiddel (et livstruende) og middel mod indvoldsorme samt til at sætte sig i en tilstand af beruselse ved religiøse ritualer. Planten blev anset for at have magisk kraft, den kunne gøre tryllekunstneren/magikeren usynlig og beskytte dyr mod onde ånder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait