Mynte

Mynte (Mentha)
Grøn mynte (Mentha spicata)
Krusemynte (Mentha spicata var. Crispa)

Grøn mynte
Grøn mynte
(billede af Simon Eugster –Simon 13:07, 2 July 2006 (UTC) – Eget arbejde, CC BY-SA 3.0)


Krusemynte
Krusemynte
(billede af Moesgård Havecenter)

Mynte (Mentha) er en artsrig slægt, som er udbredt med ca. 20 arter over hele den nordlige halvkugle. Desuden findes der omtrent 10 krydsninger af delvist ukendt ophav. Slægtens fælles kendetegn er, at planterne danner lange, under- og overjordiske udløbere, og at blomsterne er næsten regelmæssige.

Grøn mynte (Mentha spicata) er en 30-90 cm høj urt, der vokser i Danmark findes forvildet på fugtig bund nær bebyggelse. Alle overjordiske dele af planten indeholder æteriske olier, som giver den en karakteristisk lugt og smag.

Krusemynte (Mentha Crispa, Mentha spicata var. Crispa) er en duftende, frodig flerårig staude på 20 – 50 cms højde og op til flere meters bred vækst.

Som det ses, findes der flere slags mynte. Det gjorde der øjensynlig også tilbage i tiden, for Henrik Smid (se nedenfor) omtaler i 1546 seks slags mynte og mener, at den mest brugte er krusemynte. I nutiden findes endnu flere slags, for der er fremelsket mynte med blandt andet smag af chokolade, æble, jordbær, banan, ananas og meget andet.

Mynte kendes af de fleste – i hvert fald den senere variant pebermynte, men få er klar over, at den smag, der ofte bruges i tyggegummi med mere faktisk er Grøn mynte, som på engelsk kaldes Spearmint. Det er også den, der bruges til myntegele, som ofte serveres til lammesteg og andre stege.

På grund af den kraftige duft er mynte gennem tiden blevet brugt til medicin på flere måder, og med mange formål. Kort kan nævnes: Bedre fordøjelse, øresmerter, dysenteri, hundebid, syge testikler, bylder, hovedpine, mundsår, fedme, at dæmpe kønsligt begær, dårlig ånde, mod spoleorm, vejrtrækning, mavebesvær – og meget, meget andet. (Kilde: Vagn J. Brøndegaard, Folk og Flora bind 4)

Men er der mon så noget om, at mynte kan bruges som medicin?

Ja, det er der faktisk noget om! Der er lavet nogle medicinske studier, både omkring selve planten, men især den æteriske olie (spearmint oil), og der er lidt blandede resultater, men i hvert fald i nogle tilfælde er der fundet en virkning:
– Den vigtigste kemiske komponent i spearmint er terpenoidcarvonen, som har vist sig at hjælpe med at hæmme tumorer. Perillylalkohol, en yderligere terpenoid, der findes i lavere koncentrationer i spearmint, påvirker positivt reguleringen af forskellige cellestoffer involveret i cellevækst og -differentiering.

– Undersøgelser af spearmint har vist forskellige resultater for antioxidantvirkningen af planten og dens ekstrakter. Resultaterne har varieret fra essentiel olie med spearmint, der udviser betydelig frigørelsesaktivitet, til ingen antioxidantaktivitet i spearmint æterisk olie, men stærk aktivitet i spearmint methanolisk ekstrakt. Antioxidantaktivitet har vist sig at være væsentligt højere i spearmint, der tørres ved lavere temperaturer snarere end høj. Det antydes, at dette skyldes nedbrydning af phenol ved høje temperaturer. I eksperimenter, der demonstrerede antioxidantegenskaber i spearmynteolie, udviste hovedkomponenten, carvone, alene lavere antioxidantaktivitet.

– Spearmint er historisk blevet brugt på grund af sin antimikrobielle aktivitet, hvilket sandsynligvis skyldes den høje koncentration af carvone. Dets antibakterielle in vitro-aktivitet er blevet sammenlignet med og siges endda at overgå den, som amoxicillin, penicillin og streptomycin udviser. Det konstateres, at spearmintolie har højere aktivitet mod gram-positive bakterier sammenlignet med gram-negative bakterier, hvilket kan skyldes forskellig følsomhed over for olier. Graden af antimikrobiel aktivitet varierer med typen af testet mikroorganisme.

– Undersøgelser har fundet betydelige antiandrogen-effekter i spearmint, specifikt efter rutinemæssig indtagelse af spearmint urtete. Antispasmodiske virkninger er blevet påvist i spearmintolie og carvone, den vigtigste kemiske komponent i spearmint. (Kilde: Wikipedia engelsk om spearmint)

Også i middelalderen – og sikkert også i vikingetiden – blev mynte brugt som lægemiddel. Se bare her:

Henrik Harpestreng (1164-1244) var en dansk kannik og middelalderlæge, som i sin urtebog, eller lægebog om man vil, kaldet ”Liber Herbarum” blandt andet skriver om mynte: ”Den er tør og hed, og den får mad til at smelte i maven og forhindrer opkastning. Den fordriver spolorm og hjælper for sygdomme i testiklerne. Stødt mynte, der lægges på mælkespændte bryster, løsner op. Mynte blandet med honning og dryppet i ørerne klarer ørepine. Mynte blandet med eddike klarer en blodig afføring. Bliver den lagt ved klæder i en kiste, bliver de ikke ædt af møl. Siet gennem en klud og drukket om morgenen, standser den al begær og uddriver mundens stank. Lægges den over oste, rådner de ikke i et år.”

Henrik Smid (ca. 1495-1563) var en af middelalderens læger, og i hans bog ”En Skøn Lystelig Ny Urtegaard” skriver han i 1546 blandt andet om mynte: ”Af de 6 slags mynte er krusemynte mest brugt. Saften blandes med eddike mod blodspytning og brækning. God ved mavebesvær, befordrer fordøjelsen, standser hikke og styrker lemmerne. Lugten styrker hukommelsen og hjernen. Forhindrer mælk i at løbe sammen. Myntesaft stiller hovedpine og kurerer ørepine.”

Hildegard af Bingen (1098-1179) var en tysk abbedisse, mystiker, forfatter, læge og komponist. Hun skriver i sit skrift ”Physica” blandt andet om [kruse]mynte: ”Den der plages af gift, bør knuse mynte og si saften gennem et klæde og tilsætte lidt vin. Hvis dette drikkes morgen, middag og aften, går gigten væk. Ligesom det er skidt at dosere for meget salt i mad, og det er lige så galt at komme for lidt i, således også med mynte, der bør tilsættes i rette mængder så det bliver god mad. Hvis mynten er brugt på rette vis, varmer den maven og giver god fordøjelse.”

Vidste du:

– at kager af krusemynte bagt i smør var meget brugt i 1600-tallets Danmark

– at krusemynte også bruges i snaps, akvavit og likør – og at der har været fremstillet en decideret ”kolik-brændevin” tilbage i tiden

– at man tidligere mente, at køerne ikke måtte spise mynte, fordi det ville forhekse mælken

– at mynte i 1400-tallet blev brugt til at holde møl væk fra tøjet, når det lå i kister og skabe

– at mynte i fodbadet giver en frisk, opkvikkende virkning på fødderne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait