Oregano – Merian

Almindelig Merian / Oregano (Origanum vulgare)
Have-merian (Origanum majorana)

Almindelig merian
Almindelig merian
(billede af Ivar Leidus – Eget arbejde, CC BY-SA 3.0)


Have-merian
Have-merian
(billede af CC BY-SA 3.0)

Almindelig merian – også kaldt oregano eller blot merian – er en urteagtig plante med en busket vækst. Blomsterne er lyserøde eller hvide og sidder i små stande. Blomsternes nektar søges ivrigt af bier, humlebier og sommerfugle. De tørrede blade bruges under navnet oregano som krydderurt og er det klassiske ‘pizzakrydderi’.

Krydderiet merian stammer derimod ikke fra almindelig merian, men fra den nært beslægtede:

Havemerian, ofte skrevet have-merian, som er en én- eller toårig urteagtig plante. Alle overjordiske dele er rige på æteriske olier og anvendes som krydderurt. (Kilde: Wikipedia)

Som man kan se, er der en lille forskel på de to slags merian – men dog ikke mere, end at begge har været brugt som lægemiddel gennem tiderne, og at begge i dag bruges i madlavning verden over – de smager samtidig ret ens, så det kan være svært ikke at forveksle dem.

Merian har en kraftig virkning på sygdomsfremmende bakterier og svamp. Den er derfor en god rensende plante. Samtidig stimulerer den galdesekretionen hvilket styrker afgiftning og fordøjelse. Vild merian har i årtusinder været brugt ved hoste, astma og slim i lunger og bronkier. Ved sygdom kan den drikkes som te. Gerne sammen med mynte. Begge støtter fordøjelse og gavner i hals og lungeområdet.

Merian blev dyrket af de gamle ægyptere, og brugt til parfume, creme og medicin. Ifølge græske legender havde planten fået sin søde duft ved Afrodites blide berøring – der fortælles om en konge, der havde store haver med velduftende blomster. Af disse blomster blev der fremstillet en kostbar parfume, som kongen forærede kærlighedsgudinden Afrodite. En dag, da den kostelige parfume skulle overrækkes Afrodite, snublede den yndling, der bar parfumen, og krukken blev knust. Kongen blev så vred, at han ville støde sit sværd i ynglingen, men Afrodite stillede sig i vejen, og da hun trådte til side, var yndlingen blevet forvandlet til en oregano. Afrodite tog planten med sig og kom aldrig tilbage.

I Grækenland blev nygifte kronet med meriankranse for at bringe dem held, og den var symbol på kærlighed, agtelse og frugtbarhed. Den blev introduceret i Europa i middelalderen og blev hurtigt en populær ingrediens både i buketter og badevand.

Henrik Harpestreng (1164-1244) var en dansk kannik og middelalderlæge, som også har skrevet en urtebog, eller lægebog om man vil, kaldet ”Liber Herbarum”. I den skriver han blandt andet om merian/oregano: ”Den [Origanum majorana] er hed og tør, og drikkes i vin mod forgiftning. Den hjælper mod vattersot, og den udtørrer bylder. Den duer for kvinder, som er syge forneden, dersom den knuses og lægges på stedet eller bades hermed. Den klarer spolorm og giver sved. Den klarer lårværk lagt på som omslag, og den giver klare øjne. – Den [Origanum vulgare] er hed og tør, og koges den i vin og drikkes ofte, da klarer den alle slags gifte i drikke. Drikker man merian med vand og lidt vin, renser det for alt ondt og koldt blod. At tygge bladene klarer tandpine. Det er en god urt som stødt med vin og bundet om hovedet, mildner hovedpine. Hvis man lugter til den om morgenen, styrker og letter den hjernen.”

Henrik Smid (ca. 1495-1563) var en af middelalderens læger, og i hans bog ”En Skøn Lystelig Ny Urtegaard” skriver han i 1546 blandt andet om merian/oregano: ”Afkog [af Origanum majorana] er godt mod vattersot. Det stiller smerter i underliv og fremmer urin og menstruation. Meriansaft, der indsnuses, styrker hukommelsen og opvækker en af sovesyge og er god ved slagtilfælde. Smør tungen med merianvand for at få talens brug igen. Merianolie går håret blødt. – Afkog [af Origanum vulgare] bruges som gurglemiddel mod urene og stygge tænder. Afkog af figner og oregano bruges mod anginabyld i halsen. Af oregano, figner og salpeter laves et plaster, der bruges mod vattersot. Røg af oregano ophæver øresusen.”

Hildegard af Bingen (1098-1179) var en tysk abbedisse, mystiker, forfatter, læge og komponist. Hun skriver i sit skrift ”Physica” blandt andet om vild merian/oregano: ”Den der kommer til at spise denne plante [Origanum vulgare] får spedalskhed og lungerne svulmer op. Det vil gøre leveren svag. Men den der lider af spedalskhed bør presse saften af oregano sammen med saften af kransburre og tilsætte lidt bulmeurtolie. Det røres sammen ud i vin og når man han været i sauna, bør man hælde denne væske over sig. Efter at være ude af badet hvor man sveder meget, bør man smøre sig med smeltet talg og så går man i seng til det hele er tørret ud.”

Så der har vist været divergerende opfattelser af, hvor godt – eller det modsatte – merian / oregano var!

Vidste du:

– at man i middelalderen brugte de tørrede urter som røgelse for at få fanden til at blive væk

– at man troede på, at hvis man duftede til oregano, ville man forblive sund og rask, tænke klart og have tilfredshed i hjertet

– at man i Grækenland siger, at når oregano gror godt på en grav, er det et tegn på, at den døde er lykkelig

– at i dag bruges merianolie i parfumeindustrien, især i dufte til mænd

– at de tørrede plantedele kan holde sig friske i omkring et år og bruges til suppevisk, som pølsekrydderi eller blandet med timian, rosmarin og salvie (provenceblanding) som krydderi til lammesteg, postej eller sammenkogte retter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait