Vejbred

Glat vejbred og Lancet-vejbred

Glat vejbred
Glat vejbred
(billede af Rasbak – Eget arbejde, CC BY-SA 3.0)

Lancet-vejbred
Lancetvejbred
(billede af sannse – Originally uploaded to English Wikipedia as Ribwort 600.jpg, CC BY-SA 3.0 )

Glat vejbred (Plantago major)
Glat vejbred er en 10-30 cm høj urt, der vokser på åbne, græsbevoksede områder eller på marker.

Lancetvejbred (Plantago lanceolata)
Lancetvejbred, ofte skrevet lancet-vejbred, er en flerårig, cirka 10-40 cm høj urt, der vokser på åbne, græsbevoksede arealer. Den kendes let fra andre arter af vejbred på sine lancetformede blade.

Vejbred er kendt gennem mere end tusind år for sine forskellige egenskaber. I dag ser vi den mest som ukrudt, men Pedanios Dioskorides, militærlæge under de romerske kejsere Claudius og Nero, anbefalede den til at hele sår med; de persiske og arabiske læger brugte den allerede i det 10. århundrede; og de romerske soldater brugte bladene mod sår på fødderne efter lange marcher. Den har også været regnet som betændelsesdæmpende, da den blandt andet indeholder antioxidanter (flavonoider).

Der findes faktisk ca. 220 variationer af vejbred verden over – heraf vokser flere i Danmark, men især tre arter er meget almindelige i vores land: Glat vejbred, lancetvejbred og strandvejbred.

Plantens blade er for det meste ret store og stærke, så de ødelægges ikke så let og kan derfor også tåle en del trafik. Plantens frø er klæbrige og kan klistre sig fast til for eksempel hjul og skosåler.

Vejbred dukkede op i Danmark i stenalderen for næsten 4.000 år siden med de første dyrkede marker og har i tidens løb været anvendt i både køkken og folkemedicin.

Henrik Harpestreng (1164-1244) var en dansk kannik og middelalderlæge, som blandt andet var ansat hos Kong Erik (formentlig Erik 4. Plovpenning) – og formentlig Danmarks første kendte læge. Han har også skrevet en urtebog, eller lægebog om man vil, kaldet ”Liber Herbarum”. I den skriver han blandt andet om (glat) vejbred: ”Den læger og heler, hvad der er sønderrevet. Har man værk i fødder efter megen gåen, hjælper vejbred. Smører man sig med saften, inden man har afføring, bortjager den smerte ved en hård afføring. Dens saft æder spolorm væk fra afføringen.”

Hildegard af Bingen (1098-1179) var en tysk abbedisse, mystiker, forfatter, læge og komponist. Hun skriver i sit skrift ”Physica” blandt andet om glat vejbred og lancetvejbred: ”En person med gigt bør have saften af knuste vejbredblade, der er siet gennem et klæde og rørt sammen med vin og honning, så vil gigten forsvinde. Hvis et insekt eller en edderkop bider en person, smøres saften på biddet og smerten forsvinder.”

Henrik Smid (ca. 1495-1563) var en af middelalderens læger, og i hans bog ”En Skøn Lystelig Ny Urtegaard” skriver han i 1546 blandt andet om glat vejbred og lancetvejbred: ”Virker kølende og tørrende og bruges ved behandling af sår. Den grønne urt koges og spises mod indvendige sår. Både blad og frø stiller diarre. Saften standser menstruation ved nogle dages brug. Saft i øret læger sår og skærper hørelsen.”

Vidste du:

– at man kan gnide saften af vejbred på huden, hvis man er blevet stukket af en myg eller brændt af en brændenælde – tyg bladet godt og smør den saft, der opstår, ud på det ramte sted

– at vejbred blandt andet indeholder garvesyre, kiselsyre og zink

– at man kan spise vejbred lidt som spinat – stuvet eller dampet til lyst kød, hakket og puttet i dejen til brød eller boller

– at på norsk kaldes den groblad på grund af sine sårhelende egenskaber, mens indianerne i Nordamerika kaldte den ”den hvide mands fodspor”, fordi den ankom med de hvide

– at Plantago betyder “fodaftryk” på latin, som et underligt sammenfald med plantens indianske navn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait