Lægealant

Lægealant / Lægealantrod / Alant (Inula helenium)

Lægealant Elecampane
Lægealant / Elecampane
(billede af CC BY-SA 3.0)

Lægealant
Lægealant
(billede af By Matt Osborne – Own work, CC BY-SA 4.0)

Lægealant, også skrevet Læge-alant, i England / USA kendt som Elecampane, hører til kurvblomstfamilien, Asteraceae, og er en meterhøj plante med store gule blomster. Planten, der indeholder flygtige olier og forskellige harpiks- og slimstoffer, har siden oldtiden været anvendt som slimløsnende middel og som et mavemiddel. Roden bruges som sødemiddel og indeholder inulin, der er et kulhydrat, som tåles af diabetikere, da det ikke nedbrydes eller optages i organismen. Også jordskok, skorzonerrod og artiskok indeholder inulin. (Kilde: Wikipedia)

Læge-Alant er en god nektarplante og kan minde om Tusindstråle (Telekia speciosa) som også er en virkelig god sommerfugleplante. Læge-Alant har dog knap så store blomster som Tusindstråle, men til gengæld har den flere af dem.

Det er især de store takvinger i gruppen af dagsommerfugle, der flyver til Læge-Alant. (Kilde: Sommerfuglehaven.dk)

Som krydderi er den særlig kendt fra de gamle romeres opskrifter. De lovpriste planten både i mad og som lægemiddel. Roden blev brugt i sovse, desserter og fiskeretter, saltet eller kandiseret som en slags fordøjelsesfremmende chips eller slik. Bladene blev brugt som suppevisk. Den olie man kan udvinde af roden, bliver brugt som smagsstof i fødevarer endnu. Den kunne nok være værd at eksperimentere med for en moderne kok.

Den bruges også i likør, vin, absint og til urtesnaps. Som farveplante bruges den til at fremstille en blå farve. Den er blevet brugt som desinfektions og insektmiddel.

Allerede Plinius anbefalede den som et lægemiddel, der virker mod svag mave og fremkalder munterhed, “lad ingen dag gå uden at spise alant” som han sagde. I middelalderen var den kendt b.la. under navnet halsurt, på grund af dens virkning mod lunge og halsproblemer. Man brugte den især udtrukket i vin, men også som the m.m.

I nutiden er det en af de bedst undersøgte urter, og mange af dens gammelkendte virkninger er blevet bekræftet af den naturvidenskabeligt orienterede lægevidenskab.

Man bruger rødder og blomster mod bronkitis, astma, hoste, høfeber, influenza, tuberkulose, blodmangel og svag mave. Planten er vanddrivende, immunstimulerende, bakterie og virushæmmende, ormedrivende, fremmer menstruation, varmende, slimløsende, almen stimulerende, appetitstimulerende og fordøjelsesfremmende.

Udvortes bruges den mod eksem, herpes, fnat, filipenser og andre hudsygdomme.

Bruges ikke ved graviditet. Enkelte mennesker skulle kunne udvikle allergiske reaktioner ved brugen af urten. Den danske levnedsmiddelstyrelse angiver, at dagsdosis ikke må overskride 0,1 gram.

Planten foretrækker en fugtig og næringsrig muld eller lerjord. Den tåler en del skygge, og hvis den ikke står i en naturlig fugtig jord, er halvskygge bedst. Den vandes i tørre perioder.

Den formeres ubesværet ved deling (hver del bør have en knop), rodstiklinger og frø. (Kilde: Urtegartneriet.dk)

Her er, hvad de gamle skrifter har om lægealant:

Henrik Harpestreng (1164-1244) skriver i sin urtebog, eller lægebog om man vil, kaldet ”Liber Herbarum” blandt andet om lægealant: ”Den er våd og hed. Ved at drikke afkog af rod løsnes urin, og det kan udstøde barn og hård afføring. Stødes rødder med honning og spises, da hjælper det på hoste. Hvis alant renses, koges og skæres i mindre stykker, der lægges i øl eller vin og derefter drikkes, klarer denne drik stemmen og renser øjnene. Hvis roden ofte spises, virker den beroligende og stilner kødets lyster. Dens rod kan stødes og lægges på lår. Det hjælper på lårsmerter.”

Hildegard af Bingen (1098-1179) skriver i sit skrift ”Physica” blandt andet om lægealant: ”Denne plante har gode egenskaber og tørret eller frisk kan den lægges i vin hele året. Når den har trukket i vinen forsvinder kraften fra planten og man kan kaste den væk og erstatte den med en frisk rod. Den der har lungesmerter bør drikke lidt af dette udtræk hver dag før og efter et måltid. Det fjerner giften fra lungerne og giver klare øjne. Hvis nogen drikker det uden grund kan det skade på grund af dets kraft. Hvis du ikke har vin, så bland hydromel med vand og honning og kom planten i dette som beskrevet. Bland også figner i og dobbelt så meget alantrod, tilsæt galangarod og lave en klar drik af dette. Drik dette når der er vrøvl med lungerne.”

Henrik Smid (ca. 1495-1563) skriver i sin bog ”En Skøn Lystelig Ny Urtegaard” i 1546 blandt andet om lægealant (Holzurt Sancte Elne rod): ”Kun roden benyttes. Middel mod tranbrystige og dem, der har en kold mave. Vinafkog bruges også mod blodspytning og hoste. Af den friske urt laves et plaster, der læger bid af gale hunde og hugorme.”

Vidste du:

– at i overtroen mener man, at røgen fra urten skal kunne fordrive lopper

– at man engang troede, at hvis noget blev stjålet fra et hus, og alle husets beboere spiste alant [holsurt], så ville tyven røbe sig selv ved opkastning

– at man på Lolland i 1800-tallet brugte tørrede skiver af alantrod til at holde myg væk ved at brænde skiverne af

– at alant hører til planeten Merkur, og er i diverse gamle ceremonier et middel mod trolddom

– at andre navne for denne plante er Sct. Ellens urt, Helenas tårer og halsrod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait

Dette website bruger cookies. Du accepterer vores brug af cookies, hvis du fortsætter med at bruge siden. This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.