Martsviol

Martsviol (Viola odorata)

Martsviol
(billede fra Wikipedia)


Martsviol
(billede af Fritz Geller-Grimm – Own work, CC BY-SA 2.5)

Martsviol er en 5-15 cm høj urt, der vokser langs hegn og grøftekanter. Blomsterne dufter kraftigt af viol.

Det er en lav plante med bladene i roset og med lange overjordiske udløbere. Bortset fra bladstilken og bladenes underside, er planten næsten hårløs. Bladrosetten består af runde, hjerteformede blade med rundtakket rand. Under- og overside er ensfarvet mørkegrønne. Bladstilken og bladenes underside er korthårede.

Planten bærer blomster i to sæsoner: dels i det tidlige forår, og dels sidst i september. Tidligt på foråret (dog sjældent i marts!) ses de dybt violette blomster, som er bygget lige som stedmoderblomsten (Viola tricolor, som den også er i familie med). Dog har griflen har en karakteristisk nedadbøjet spids. Disse blomster bestøves af insekter. De sene blomster er lugtløse og selvbestøvende. Frøene har et lille fedtvedhæng, som gør, at de bliver spredt af myrer.

Rodnettet består af trævlede rødder fra en højtliggende, vandret jordstængel. Også på de overjordiske udløbere dannes der rødder. (Kilde: Wikipedia)

Viola odorata er i England almindeligt kendt som træviol, sød viol, engelsk viol, almindelig viol, blomsterhandler viol, eller haveviol. Den er hjemmehørende i Europa og Asien, men er også introduceret til Nordamerika og Australien. Det er en hårdfør, urteagtig blomstrende flerårig plante.

Blomstens søde duft har vist sig at være populær, især i den sene viktorianske periode, og er derfor blevet brugt til fremstilling af mange kosmetiske duftstoffer og parfume. Franskmændene er også kendt for deres violsirup, oftest lavet af et ekstrakt af violer. I USA bruges denne franske violsirup til at fremstille violscones og marshmallows. Duften af ​​violblomster er karakteristisk, hvor kun et par andre blomster har en fjernt lignende lugt. Henvisninger til violer og den ønskelige karakter af duften går tilbage til klassiske kilder som Plinius og Horace, da navnet ‘Ion’ blev brugt til at beskrive denne blomst, hvorfra navnet på de karakteristiske kemiske bestanddele af blomsten, iononerne, er afledt. I 1923 skrev Poucher, at blomsterne blev dyrket vidt i både Europa og Østen på grund af deres duft, hvor både blomster og blade blev opsamlet separat og udtrukket til duft, og blomster blev også indsamlet til brug i konfekturisk galenisk sirup og i produktion af medicin.

Der er nogen tvivl om, hvorvidt den rigtige ekstrakt af den violette blomster stadig bruges kommercielt i parfumer. Det var den bestemt i begyndelsen af ​​det 20. århundrede, men på det tidspunkt, hvor Steffen Arctander skrev i slutningen af ​​1950’erne og begyndelsen af ​​1960’erne, var produktionen “næsten forsvundet”. Violblad-absolut [stærkt aromatisk væske ekstraheret fra planten] forbliver dog vidt brugt i moderne parfumeri.

Bladene er spiselige og bruges ofte i salater. Ægte violblomstekstrakt er tilgængeligt til kulinariske anvendelser, især i europæiske lande, men det er dyrt.

Inden for urtemedicin er V. odorata blevet brugt til forskellige åndedrætslidelser, søvnløshed og hudlidelser. Der er dog ikke tilstrækkelig dokumentation til at understøtte dens effektivitet til disse anvendelser. (Kilde: Wikipedia UK)

Henrik Harpestreng (1164-1244) skriver i sin urtebog, eller lægebog om man vil, kaldet ”Liber Herbarum” blandt andet om (marts-)viol: ” Den er våd og kold. Det er en ædel og nyttig blomst, og hvis den stødes med vin og lægges på et sår i en klud, mildner den smerte, og hvis dens saft kommes i et sår, uddriver den betændelse og lader intet urent kød vokse der. Hvis viol stødes med eddike eller vin og lægges i en klud på et sygt hoved, mildner og uddriver den hovedets smerte. Drikker man afkog af viol, hjælper det for den der har et tungt hoved efter for megen mad og drikke. Duften af violer klarer hugormebid, så bær violkranse om hovedet. Violblade, der stødes med honning og smør, klarer bylder i hovedet.
Violer er førhen fællesnævner for alle velduftende urter og gyldenlak [omtales som brune violer], natlevkøj [omtales som hvide violer] og natviol [omtales som sorte ligesom martsviol]

Hildegard af Bingen (1098-1179) skriver i sit skrift ”Physica” blandt andet om martsviol: ”Denne plante er god med et omtåget syn. Tag en god olie og varm op i en gryde og kom violer i så det tykner. Kom det på glas og gem dette. Om natten kan man smøre denne olie omkring øjenlågene og øjnene bliver klare igen. Den der lider af dårlige nyrer eller er udmattet på grund af lammelse, bør knuse saften af violer gennem et klæde og tilsætte tilpas med gedefedt. Rør dette sammen, og smør det på hovedet eller hvor der er smerter, og man får det bedre. Hvis nogen lider af hovedpine eller hvis man lider af en eller anden form for svulst, tag da saften af viol og rør sammen med gedefedt og olie. Lav en salve der smøres på panden eller der hvor smerterne sidder. Den, der er bedrøvet og utilfreds, bør koge violer i vin og blande drikken med galangarod, lakrids og si det gennem et klæde. Denne drik vil helbrede lungerne og give godt humør.”

Vidste du:

– at viol er kendt i den græske mytologi:
Den violette blomst var en favorit i det gamle Grækenland og blev symbolet på Athen. Duft lagde op til sex, så den violette var en symbolsk blomst for Afrodite og også af hendes søn Priapus, guddommen i haver og reproduktion.

Iamus var søn af Apollo og nymfen Evadne. Han blev forladt af sin mor ved fødslen. Hun efterlod ham liggende i arkenisk vildmark på en seng af violer, hvor han blev fodret med honning af slanger. Til sidst blev han opdaget af forbipasserende hyrder, der navngav ham Iamus efter den violette (ion) seng.

Gudinden Persephone og hendes ledsager Nymfe var ved at samle rose, krokus, violet, iris, lilje og ridderspore blomster i en forårs-eng, da hun blev bortført af guden Hades