Timian

Have-timian (Thymus vulgaris)
Smalbladet timian (Thymus serpyllum)

Have-timian
(billede af Sten, CC BY-SA 3.0)


Smalbladet timian
(billede af Sten, CC BY-SA 3.0)

Havetimian, ofte skrevet have-timian, er en stedsegrøn plante med talrige, små blomster. Planten dufter stærkt af æteriske olier, som gør den sygdomsfri og uspiselig for planteædere. På grund af disse æteriske olier har planten været brugt i lægekunst og madlavning gennem årtusinder.

Smalbladet Timian er en 5-25 cm høj dværgbusk, der i Danmark er vildtvoksende på heder, i klitter og på tørre overdrev. Den ligner Bredbladet Timian, men stænglen er cylindrisk eller kun lidt firkantet og alsidigt håret. Smalbladet Timian kan anvendes som en smuk bunddækker i haver. Plantens indhold af bakteriedræbende stoffer (mest thymol) gør, at den bruges medicinsk (mod hoste, gigt og mavebesvær). (Kilde: Wikipedia)

Både havetimian og den vilde variant, smalbladet timian, har gennem tiderne været en meget brugt lægeplante. I dag bruges timian mest som krydderi, specielt til retter med lam.

Men allerede Hippokrates (460-370 f. Kr.) kendte allerede til timians helbredende egenskaber og brugte det mod hoste og styrkelse af livsmod. Og romerne badede i timian, før de drog i kamp, fordi de mente at det gav styrke og mod. Munkene i middelalderen brugte timian mod hoste, luftvejsinfektioner, tungsind og dårlig fordøjelse, og de mente desuden, at det kunne beskytte gravide mod djævlen og stabilisere kvinders hysteriske sind.

Timian har en meget kraftig antiseptisk effekt. Forskning viser, at timian har et stort indhold af det desinficerende stof, thymol, som har en bakterie- og svampehæmmende effekt. Thymol er en del af timians æteriske olier, som optages i blodet og udskilles bl.a. i lungerne. Derfor kan det behandle luftvejsinfektioner som f.eks. forkølelse, halsbetændelse og bronkitis.

Timian har ingen bivirkninger hverken som lægeplante eller brugt i madlavning, men gravide skal dog passe på med mængden, da den kan stimulere sammentrækning af livmoderen. Både bladene og blomsterne kan bruges. (Kilde: Wikipedia)

I dag findes mange variationer af timian – faktisk ca. 350 arter af timian med forskellige vækstformer, farver og smag – buskede, krybende, brogede, gyldne, lådne, lilla, hvide, røde blomster, citronsmag, oreganosmag med mere. I haven kan timian tiltrække sommerfugle, honningbier og andre nyttige insekter, men bl.a. snegle kan ikke lide duften.

Og fra haven kan man derfor også få glæde af de mange gode egenskaber, som timian har: Blandt andet til at styrke vores immunsystem, ligesom den styrker vores fordøjelse, så vi ikke føler os oppustede efter et måltid mad. Den er også god for dig, som har problemer med astma, bronkitis eller tør hoste. Den kan også hjælpe på svampeinfektioner, nervøs mave og blærebetændelse.

Lav for eksempel en gang timian-te! Til en kande velsmagende timian-te skal du bruge:
1 liter kogt vand
1 håndfuld friske timianstilke eller en spiseskefuld tørret timian.

– Lad teen trække mindst fem minutter. Når teen er drikkeklar, kan du tilsætte en spiseskefuld god honning eller lidt friskpresset citron. Begge dele virker ekstra godt for immunsystemet. Brug også teen som gurglemiddel, hvis du har halsbetændelse.

Henrik Smid (ca. 1495-1563) var en af middelalderens læger, og i hans bog ”En Skøn Lystelig Ny Urtegaard” skriver han i 1546 blandt andet om de to slags timian: ”Afkog af urten [smalbladet timian] i vin uddriver urin og slim og læger indvendige sår. Modgift mod giftige dyrs bid og blandet med honning og eddike standser den blodspytning. Lugten styrker hjernen. Saften {af have-timian] blandet med eddike fordeler blå mærker, fremkaldt ved slag.”

Hildegard af Bingen (1098-1179) var en tysk abbedisse, mystiker, forfatter, læge og komponist. Hun skriver i sit skrift ”Physica” blandt andet om have-timian: ”Den der lider af spedalskhed kan blande timian med andre krydderier og gnide dette på det angrebne sted i kroppen, så vil det fjerne de rådne sager fra kroppen.”

Vidste du:

– at man i middelalderen ofte kaldte smalbladet timian for ”Vor Frues Sengehalm” (ikke at forveksle med Gul Snerre, som kaldes ”Jomfru Marias Sengehalm”), muligvis fordi man brugte timiankviste blandet i den halm, man lagde i sengene – dels for at forbedre lugten, men også for at drive lopper og lus ud